Ryanairs standpladser i Kastrup skal bevogtes

Fremover vil der blive holdt særligt godt øje med de standpladser i Københavns Lufthavn, som bruges af irske Ryanair.

Security i Københavns Lufthavn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt

Det sker for at undgå situationer som den i onsdags, hvor utilfredse lufthavnsansatte blokerede for selskabets afgang til Dublin, der i stedet blev over tre timer forsinket.

Det skriver branchemediet Check-in.dk.

- Vi vil fremover være særligt opmærksomme på, hvem der har tænkt sig at opholde sig på og i nærheden af de standpladser, som Ryanair-flyene benytter,” siger pressechef Søren Hedegaard Nielsen fra Københavns Lufthavn ifølge Check-in.dk.

Der kan dog være tvivl om, hvor opmærksomme sikkerhedspersonalet i lufthavnen vil være. Sikkerhedspersonalet er nemlig organiseret i i Vagt- og Sikkerhedsfunktionærernes Landssammenslutning, som er en del af Serviceforbundet, der også tæller Flyvebranchens Personale Union, FPU.

Det er netop FPU, der ønsker at forhandle overenskomst med Ryanair for de Ryanair-ansatte, som får base i København. Det er netop her, striden opstår, for Ryanair ønsker ikke at skulle forhandle danske overenskomster.

Ryanair har efter onsdagens blokade hevet LO, deriblandt altså Serviceforbundet, 3F og HK, i arbejdsretten for ulovlig blokade.