Ryanair vil presse lavpriskonkurrent fra sin nye base i København

Med base i Københavns Lufthavn kan Ryanair skubbe til EasyJet med konkurrencedygtige priser og afgange til blandt andet London. Men fagforeninger er på vagt over for det hidsige irske selskab.

Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, var i topform, da han onsdag præsenterede nyheden om, at lavprisselskabet nu åbner ruter fra København, blandt andet til London og Milano. Foto: Simon Skipper Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når Ryanair fra april næste år åbner ruter fra København, bliver det særligt på London-ruterne en fordel, at selskabet får base i den danske hovedstad. Det betyder nemlig, at fly og personale overnatter i København, hvilket igen betyder, at Ryanair kan komme fra København tidligt på dagen.

Og det er en fordel, særligt i konkurrencen med lavprisselskabet EasyJet. Det mener Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, som stod for at præsentere nyheden for den danske presse onsdag.

»Det betyder specielt, at vi har bedre afgangstider end EasyJet til Nordlondon. For eksempel er vores første afgang omkring klokken syv om morgenen, hvilket betyder, at man lander i London før klokken ni,« siger David O’Brien med henvisning til Ryanairs morgenafgange til London klokken 6.45 med ankomst i Luton i den nordlige del af London klokken 7.30.

»Det giver os forretning hele dagen, da flyet skal tilbage til København om aftenen,« siger David O’Brien.

I første omgang etablerer Ryanair en base med et enkelt fly – en Boeing 737-800 – men i løbet af 2015 vil der blive tilføjet yderligere tre fly til basen.

EasyJet har flere gange varslet at ville etablere base i København, men nu bliver selskabet altså overhalet af den irske konkurrent, som ellers tidligere har meddelt, at selskabet ikke ønsker at samarbejde med Københavns Lufthavn. Hvilke betingelser, der er ændret, siden Ryanair nu har valgt at etablere sig i København, er uklart, men ifølge David O’Brien er der et stort potentiale for lavprisflyvninger fra København.

»Der er en tydelig åbning på markedet,« siger David O’Brien og fortsætter:

»Priserne fra København er stadig relativt høje, så vi ser en mulighed for vores ruter og vores service på eksisterende markeder, ligesom vi ser en mulighed for at skabe markeder, som ellers ikke ville eksistere,« siger David O’Brien.

I første omgang flyver Ryanair fra København til London, Milano og Warszawa, og der er tale om 28 flyvninger, fordelt med to daglige afgange til London og en daglig afgang til henholdsvis Milano og Warszawa. Men Ryanairs planer er at tilbyde 130 ugentlige afgange fra København fra vinteren 2015-2016. Hvilke destinationer, der bliver tale om, er endnu uvist.

Ryanair har aldrig lagt skjul på, at ambitionerne er store i det irske selskab, og selvtilliden fejler heller ikke noget i forhold til den nye satsning i København.

»Med Ryanairs investering på 400 millioner dollar i København vil vi bringe mere end en million kunder til deres destination hvert år,« lyder det fra den kommercielle direktør.

Samtidig lyder det fra Ryanair, at den nye base vil støtte 1.000 nye job »på stedet« om året. Og netop dér kan det irske lavprisselskab komme i modvind. I hvert fald skal Ryanair forvente krav om overenskomst til sit kabinepersonale i Københavns Lufthavn, lyder det fra Flyvebranchens Personaleunion (FPU) under LO, som organiserer kabinepersonale og piloter i Danmark.

»Vi vil snarest tage kontakt til Ryanair med henblik på at få dem til at indgå overenskomst. Vi går selvfølgelig ud fra, at Ryanair vil arbejde for lige og fair konkurrenceforhold,« siger formand Anders Mark Jensen.

Hvis selskabet nægter, er samtlige 3Fere parate til at nedlægge arbejdet i sympati med sit søsterforbund, lyder det fra 3F Kastrup.

»Hvis der kommer en lovlig hovedkonflikt, er vi selvfølgelig parate til en sympati-konflikt. Det skal der ikke herske tvivl om. Det har vi gjort før,« siger formand for 3F Kastrup, Henrik Bay, hvis medlemmer blandt andet arbejder for handlingsselskaberne i lufthavnen.

Ryanair er dog ifølge David O’Brien i gang med at forhandle om aftaler med handlingsselskaber, der allerede har overenskomst med 3F. Men ifølge Henrik Bay forhindrer det ikke hans medlemmer i at nedlægge arbejdet.

»Så længe FPU varsler en lovlig hovedkonflikt, er vi i vores ret til at sympatikonflikte,« siger han og peger på, at FPU godt kan varsle konflikt, selv om de ikke har nogle medlemmer blandt de kabineansatte.

FPU har i årevis forsøgt at indgå overenskomst for kabinepersonalet hos Ryanair i Billund, men uden held. Dels har fagfore-ningerne langt færre medlemmer i Billund, og dels var hverken de HK- eller 3F-ansatte parate til at nedlægge arbejdet i sympati for Ryanairs udenlandske kabineansatte.

Ryanair-direktøren lægger ikke skjul på uenighederne mellem flyselskabet og fagforeningerne.

»Det virker, som om de er på en form for ideologisk kick, som ikke har hold i virkeligheden. Vi er ikke fjenden. Vi skaber job og kan faktisk hjælpe,« siger David O’Brien

Ryanairs billetter fra København til London, Milano og Waszawa er sat til salg, og ruterne åbner 26. marts. Priserne begynder ved 149 kroner for en enkeltbillet.