Ryanair satser på Billund

Ryanair satser på lavpristrafik fra Billund Lufthavn. I de kommende måneder vil det irske flyselskab åbne fem nye ruter fra den jyske lufthavn.

Hvis det lykkes har discountoperatøren i alt etableret otte direkte flyvninger i løbet af godt et år, skriver Jyllands-Posten fredag.

Ryanair vurderer, at de otte nye ruter vil betyde, at selskabet næste år kan sende omkring 500.00 lavpris-kunder ud af Billund Lufthavn. Men Ryanair lukker igen, hvis passagererne udebliver.

De otte nye ruter vil også betyde, at selskabet vil stå for omkring en tredjedel af den samlede udenrigstrafik fra Billund Lufthavn, der for få år siden sagde nej til Ryanair, fordi selskabet ikke ville betale samme priser som andre operatører for at benytte faciliteterne.

"Billund er en god lufthavn, som er godt placeret tæt på Odense, Esbjerg og Århus. Den er en mindre lufthavn med god plads til os, og vi er godt tilfredse med samarbejdet," siger William Hamilton, chef for Ryanair i Nordeuropa, til Jyllands-Posten.

Ryanair er kendt for at presse lufthavnene til det yderste for at opnå optimale vilkår og krav om rabatter. De flyver ikke fra Kastrup og har nyligt trukket sig ud af Malmø.