Ryanair-boss tror på dansk base inden for et år

Ryanair har tirsdag lanceret to nye ruter fra København. Direktøren håber stadig på at få base i Danmark.

Foto: Liselotte Sabroe.
Læs mere
Fold sammen

Selv om den danske fagbevægelse i 2015 bekæmpede Ryanairs ønske om at skabe en base i København, kæmper flyselskabet stadig for, at det kan slå rødder i Danmark.

Det fortæller administrerende direktør i Ryanair, Michael O'Leary, på et pressemøde i København tirsdag. Han mener, at fagbevægelsens seneste to års kamp for overenskomster i flybranchen har fejlet.

- Jeg tror, at vi inden for de næste 12 måneder kan vende tilbage med en base i København.

- Selv SAS eksporterer job ud af Danmark. Vi vil gerne skabe job her i København, siger Michael O'Leary.

Ryanair har for nylig lanceret ruter fra Aalborg, og nu udvider selskabet med to nye ruter fra København. Den ene går til Liverpool og den anden til Sevilla.

- Det understreger vores engagement i Danmark på et tidspunkt, hvor SAS skærer antallet af flyafgange ned og flytter baser til udlandet, siger Michael O'Leary.

Ryanair åbnede i 2015 en base i København, men lukkede den igen ikke lang tid efter. Fagbevægelsen lancerede sympatikonflikter mod Ryanairs fly, men Ryanair frygter ikke en ny konflikt.

- De eneste, der er imod os, er den danske fagbevægelse. Det danske folk elsker os. De elsker vores billige billetter, siger direktøren.