Ryanair bliver i København hvis blokade udebliver

Ryanair siger tirsdag, at hvis fagforeningerne aflyser den varslede sympatiblokade mod Ryanair i Københavns Lufthavn, bliver flyselskabet i København.

Foto: AGENCJA GAZETA.
Læs mere
Fold sammen

I dag har Ryanair et fly, der har base i København. Det bliver til nul, hvis den varslede konflikt bliver til virkelighed, men hvis fagforeningerne afblæser konflikten, beholder Ryanair sin base i København. Ellers flytter lavprisselskabet til Kaunas i Litauen.

»Ryanair kan i dag bekræfte, at det har skrevet til den danske fagbevægelse (LO/Serviceforbundet) med et tilbud om at omgøre dets planlagte lukning af sin ene base i København 14. juli, hvis den danske fagbevægelse tilbagetrækker sin trussel om at engagere sig i sympatiblokader mod Ryanairs fly fra 18. juli,« skriver selskabet i en meddelelse.

Den danske arbejdsret har afgjort, at Ryanair har blot fem dage til at sætte sig ved forhandlingsbordet og indlede overenskomstforhandlinger med fagbevægelsen, før konflikt og sympatistrejker lovligt kan gå i gang. Alt tyder på, at blokaderne vil blive iværksat som planlagt.

»Vi ville gerne beholde de her job i København og tilføje flere Ryanair pilot- og kabinepersonalejob, specielt på et tidspunkt, hvor andre flyselskab skærer ned på job, løn og pension, som Norwegian der for nylig har annonceret, at de vil afskedige 35 piloter i oktober 2015,« siger Ryanair.

Det er dog ikke meget anderledes, end hvad lavprisselskabet allerede har sagt. Ryanair har et enkelt fly med base i København.