Rutineret rotte forlader direktionen i Novozymes

Arne Schmidt forlader efter 37 år Novozymes. Han var manden bag koncernens velsmurte og effektive produktion. To nye folk rykkes op i direktionen.

Foto: Brian Bergmann
Arne Schmidt fratræder pr. 1. oktober efter 37 år i Novo Nordisk og Novozymes. Den 62-årige Arne Schmidt fratræder sin stilling som Executive Vice President med ansvar for Udvikling, Produktion og Kvalitet som følge af pensionsalderen for koncerndirektører i henhold til hans direktørkontrakt, men fortsætter som konsulent for Novozymes.

Samtidig har topchef Steen Riisgaard og co. valgt at gennemføre en række ændringer i Novozymes' direktion.

Fremover vil direktionen bestå af topchef Steen Riisgaard, 56 år, forskningsdirektør Per Falholt, 48 år, finansdirektør Benny Dalgaard Loft, Peder Holk Nielsen, 51 år, der i dag er salg- og marketing-direktør bliver fremtidig øverstansvarlig for enzym-forretningen.

Thomas Videbæk, 46 år, en af to nye i direktionen bliver udnævnt til Executive Vice President for BioBusiness med ansvar for forretningsopbygning uden for enzymområdet, herunder de tre eksisterende forretninger: Mikroorganismer, Biopolymerer og Biofarmaceutiske ingredienser.

Thomas Nagy, 44 år, er den anden nye mand i direktionen, hvor han får snavar for Stakeholder Relations,der bl.a. dækker Personale & Organisation, Kommunikation og External Affairs.