Russisk tilbud splitter Parken-top

Et gennemarbejdet tilbud om en kapitaltilførsel på 450 mio. kr. til børsnoterede Parken blev i sidste uge fejet af bordet af bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen.

Bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Afvisningen af det russiske tilbud skete uden om bestyrelsen og i strid med et ønske fra storaktionæren LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond), skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Tilbuddet blev allerede fredag den 26. november fremsendt til Parkens bestyrelsesformand, som blev bedt om at forelægge det for den øvrige bestyrelse.

- Som sagt, anser vi det hele for at være så væsentligt og seriøst, at modstand mod kapitalforhøjelsen kun kan ses som en varetagelse af andre hensyn end selskabets, skrev LD-direktør Carsten Koch fredag i forrige uge til Hans Munk Nielsen.

Den russiske milliardærarving Arkadij Abramovich tilbøde at indskyde 450 mio. kr. i Parken gennem en rettet emission - og til gengæld få udstedt aktier svarende til en ejerandel på 30 pct. Pengene skulle bl.a. bruges til at afdrage gæld og til at udvikle Parken.

Tilbuddet blev præsenteret personligt af Arkadij Abramovich på et møde lørdag den 27. november. Bestyrelsesformand Hans Munk Nielsen lovede at præsentere tilbuddet for bestyrelsen med sin anbefaling den efterfølgende mandag.

Over for Hans Munk Nielsen understregede Carsten Koch, at det var afgørende, at han fik den temperamentsfulde storaktionær Erik Skjærbæk med på idéen.

Ved et formøde med Erik Skjærbæk før bestyrelsesmødet forelagde Hans Munk Nielsen mandag i sidste uge tilbuddet. Erik Skjærbæks krav var, at tilbuddet skulle ignoreres - og det krav fulgte bestyrelsesformanden.

I torsdags udsendte Parken en fondsbørsmeddelelse, hvoraf det fremgår, at Parken "ikke har modtaget nogen henvendelse om en rettet emission".