Russisk kollaps giver Pandora hovedpine

Den russiske økonomis nedtur giver Pandora hovedpine. Salget på smykkevirksomhedens næststørste marked vil i år blive halveret.

Foto: Christian Liliendahl. Det går ned ad bakke for Pandora i Rusland
Læs mere
Fold sammen

Ruslands økonomiske problemer spreder nu ringe i vandet til Pandora. Mens væksten går den rigtige vej i en lang række lande, ser det værre ud i Rusland, skriver Jyllands-Posten.

Pandora solgte smykker for 21 mio. kr. i Rusland i 3. kvartal i 2015. Det er et fald på 84 pct. sammenlignet med samme periode sidste år. Samlet set mener flere analytikere, at Pandora kan vente et fald på over 50 pct. i Rusland i år.

Det er ikke helt uvæsentligt for Pandora, for hvem Rusland med 187 butikker er det næststørste marked målt på konceptbutikker.

»Rusland var tidligere et godt marked for Pandora med stor vækst, men man er blevet ramt af den generelle økonomiske afmatning i landet, og salget er faldet markant,« siger analytiker i Carnegie Lars Topholm.

Rusland blev kaldt for et af Pandoras nøglemarkeder og et af fremtidens absolutte vækstlande i 2013, hvor virksomheden omsatte for 600 mio. kr.  i landet.