Royal Unibrew satser stort på specialøl

Foto: Søren Bidstrup. Royal Unibrew
Læs mere
Fold sammen

Det danske bryggeri Royal Unibrew udvider nu ølforretningen med et husbryggeri, der fremover skal producere en lang række specialøl.

Det skriver Dagbladet Børsen.

Det nye bryggeri skal styrke Royals Unibrews position på et ølmarked, hvor salget af pilsnere og andre traditionelle øltyper er stagneret siden 2007. I samme periode er danske specialbryg gået frem fra en andel på 3,3 pct. til 6,3 pct. af det danske ølmarked.

»Der er ingen tvivl om, at det her sker, fordi vi ser et marked, der er i udvikling. Vi taler om en ølrevolution, og så bliver vi jo også nødt til at kigge på det,« siger Jesper Larsen, marketingchef for craftbeer i Royal Unibrew, til Dagbladet Børsen.

Husbryggeriet er placeret i Odense, og kan klare små mængder bryg på helt ned til 2500 liter. Alene i år har Royal Unibrew eksperimenteret med 22 nye øltyper.