Rovsings spareprogram løftede indtjening trods aktivitetsfald

Foto: ERik Refner

Et lavere aktivitetsniveau for projekter til Det Europæiske Rumfartsagentur (ESA) var igen med til at sende omsætningen ned hos danske Rovsing, der laver testsystemer til rumfartsindustrien, i tredje kvartal.

I kvartalet omsatte selskabet for 8,3 mio. kr., og det er lavere end omsætningen på 9,3 mio. kr. i tredje kvartal sidste år, fremgår det af regnskabet, som blev offentliggjort fredag, hvor det danske marked var lukket.

Indtjeningen var omvendt forbedret i tredje kvartal af det skæve regnskabsår 2017/18, da driftsoverskuddet før renter, skat samt af- og nedskrivninger steg til 0,3 mio. kr. I samme periode sidste år lød denne post på minus 0,1 mio. kr.

- Den positive udvikling i EBITDA kan delvist tilskrives omsætning fra forsinkede projekter, der oprindeligt var ventet i første kvartal af det indeværende finansår, og delvist fra positive effekter fra den nye strategi, som inkluderer et omfattende omkostningsbesparelsesprogram, en tilpasning af organisationen i forhold til det nuværende aktivitetsniveau og en aftale om en reduktion af Rovsings lejeomkostninger, skriver selskabet i regnskabet.

Rovsing fastholder desuden forventningerne til 2017/2018 om en omsætning på 26-28 mio. kr. og et EBITDA-resultat på minus 2 til minus 4 mio. kr.