Roskilde Bank: Konkurser for otte milliarder

Konkurserne trækkes som perler på en snor blandt Roskilde Banks største kunder. Foreløbig er over 20 af bankens store kunder gået konkurs. Tilsammen repræsenterer disse kunder engagementer for over otte milliarder kroner.

Foto: Scanpix.
Læs mere
Fold sammen
De fleste af konkurserne er begæret af Roskilde Bank, skriver Dagbladet Roskilde.Dertil kommer en række andre meget store kunder i banken, som er nødlidende.

Disse kunder repræsenterer tilsammen engagementer for over tre milliarder kroner.

Blandt disse kunder er blandt andre den tidligere professionelle bokser Hans Henrik Palm, som har en låneramme i banken på 400 millioner kroner, ligesom også finansmanden og storaktionæren i FC København, Steen Patrick Vela, tidligere Steen Larsen, er i vanskeligheder.

Hans låneramme i Roskilde Bank lyder på 600 millioner kroner.

Ifølge Dagbladets oplysninger forhandler Roskilde Bank sammen med en række andre kreditorer med Steen Patrick Vela om, at han skal afhænde sin aktiepost i FC Københavns moderselskab Parken Sport og Entertainment.

Blandt nogle af Roskilde Banks konkursramte kunder - med lånerammens størrelse i millioner kroner i parentes - er ifølge Dagbladet Roskildes oplysninger: Kenneth Schwartz Thomsen (1060), CenterPlan (815), O2 Holding, Jørgen »Flexplan« Olsen (770), Stones Invest, Steen Gude (595), Boligplan (480), MG Gruppen (327), Christian Correll (314), Capital Group (250), Frederiksbjerg Ejendomme (230), Peter Kjær Time (200), Areea (170) og Nordic Gruppen (60).

Med de mange konkurser kan tabet efter Roskilde Bank vise sig at blive betydeligt højere end de 5,4 milliarder kroner, som det samlede tab i banken var opgjort til i halvårsregnskabet 29. august sidste år i forbindelse med, at Danmarks Nationalbank og Det Private Beredskab overtog den krakkede bank.

Bestyrelsesformand i afviklingsbanken, Henning Kruse Petersen, vil ikke afvise, at tabene efter Roskilde Bank kan vise sig at blive betydeligt højere.

"Det kan sagtens være, at du har ret i det. Jeg har selvfølgelig en fornemmelse af det, men den holder jeg for mig selv. Vi har et regnskabsmøde sidst i denne måned, hvor vi skal se på det," siger Henning Kruse Pedersen til avisen.

I sidste ende risikerer tabene at lande på skatteydernes bord, fordi Roskilde Bank nu er ejet af staten via Nationalbanken.

Dagbladet ville gerne have spurgt økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) om tabene i Roskilde Bank, men via sin pressesekretær Erik Ljunggren meddeler ministeren, at hun ikke ønsker at kommentere sagen.

RB-Børsen