Ronaldos sixpack har ikke løftet JBS-undertøj

Med en næsten afklædt Cristiano Ronaldo i front har JBS satset stort siden 2013. Hverken fortjeneste eller omsætning er dog steget med den portugisiske verdensstjerne i front.

Foto: SERGIO PEREZ. Ronaldos underbukser er populære, men det afspejler sig ikke på bundlinjen hos midtjyske JBS.
Læs mere
Fold sammen

Cristiano Ronaldo har ikke bare banket mål ind på samlebånd i kongeklubben Real Madrid de seneste år. Han har også været frontfigur for midtjyske JBS i deres bestræbelser på at komme uden for Nordeuropa.

Noget kunne dog tyde på, at den portugisiske verdenstjerne er bedst til det første. I hvert fald må JBS mere end to år senere erkende, at salget er faldet, og at omsætningen ikke har rykket sig nævneværdiget, siden man skød de første fotos med Ronaldo iført underbukser fra firmaet.

Ifølge Børsen er salget af undertøj fra JBS faldet med 10 procent, og omsætningen befinder sig fortsat omkring de 200 millioner kroner.

Det står i skærende kontrast til de ambitioner, virksomhedens adm. direktør præsenterede for år tilbage efter fangsten af Ronaldo, hvor han spåede en fordobling af omsætningen inden for to år.

Han siger til Børsen, at en række uforudsete problemer har hæmmet salget - eksempelvis i USA - hvor en anden amerikaner mente at have ret til varemærket CR7, forkortelsen for Cristiano Ronaldo. I stedet måtte man ændre i kollektionen og skrive navnet helt ud.

»Det betød, at vi havde lavet en masse løse boxershorts til det amerikanske marked, men dem kunne vi så ikke sælge. Og da det er det eneste sted, man går i løse boxershorts, måtte vi sælge dem billigt og med tab,« siger Michael Astrup til Børsen.

Han peger desuden på toldbarrierer og tvivlsomme distributører i andre lande som nogen af de udfordringer, det midtjyske undertøjsfirma har slåsset med.

Direktøren påpeger dog også på, at samarbejdet med Ronaldo har åbnet døre og skaffet kontakt med »store brands og kæder, som vi aldrig tidligere kunne være i nærheden af« og konkluderer af samme grund, at man satsede rigtigt med samarbejdet med Ronaldo.