Ronaldo har sat jyske underbukser på verdenskortet

Undertøjsvirksomheden JBS med rødder i den jyske muld er overvældet over den opmærksomhed, fodboldikonet Christiano Ronaldo har ført med sig.

Den portugisiske sportsstjerne Christiano Ronaldo har lavet en aftale med jyske JBS. Aftalen har sat undertøjsvirksomheden på verdenskortet. Fold sammen
Læs mere
Foto: SERGIO PEREZ
De er verdenskendt i Danmark, men undertøjsvirksomheden JBS med hovedsæde i Herning har haft svært ved at sælge deres undertøj og strømper uden for de Nordeuropæiske grænser.



I januar indgik JBS derfor en aftale med verdensstjernen Christiano Ronaldo, og i lørdags kom den administrerende direktør, Michael Alstrup, hjem fra den spanske hovedstad efter lanceringen af Ronaldos undertøjsserie, CR7.



»Vi er totalt overvældede. Det er første gang, JBS kommer ud på verdenskortet. Nu er det så os selv, der skal være dygtige nok til at føre det hele til mål, men det er markeder, vi aldrig har handlet med før, som pludselig viser interesse for os,« siger Michael Alstrup.

Lanceringen i Madrid blev afholdt på rådhuset i den spanske hovedstad, og det gav genlyd i hele verden, at Ronaldo viste sig halvnøgen i JBS-undertøj. Michael Alstrup har således sendt førstegangsordrer til attraktive markeder som USA, Kina og Australien, og det er i JBS-regi ukendt territorium.

»Lige så snart, vi er kommet uden for Nordeuropa, har vi haft det rigtig svært. Sådan er det for mange tekstilvirksomheder, fordi man er oppe imod nogle helt andre konkurrenter. De har nogle spillere, som har en større genkendelighed, og hvis vi skulle skabe det, uden at sætte Ronaldo bagved, ville det være op ad bakke. Det ville koste alt for mange penge i branding og markedsføring, og dem har vi simpelthen ikke,« siger den administrerende direktør.

JBS blev grundlagt i Herning i 1939 og kan dermed fejre deres 75 års fødselsdag næste sommer. I 1986 overtager Claus Bjerg Sørensen sin fars virksomhed, og i kulissen står den næste generation klar i form af Claus Bjerg Sørensens søn og datter. Michael Alstrup har arbejdet for JBS i næsten 25 år, og han har siden 2004 stået i spidsen som administrerende direktør.



Ifølge Thomas Badura, sponsorekspert og stifter af Sponsorpeople, er det et godt træk, den jyske familievirksomhed har taget med Ronaldo i forhold til at øge kendskabet til JBS.

»Det giver et aftryk for JBS som værende en international spiller. Det kan en person som Ronaldo åbne op for. Der er ikke mange med hans stjernestatus, så i forhold til at gå ud og tegne ham, synes jeg, det er enormt godt set,« siger Thomas Badura.

Hvor meget JBS helt konkret kommer til at tjene på aftalen med Ronaldo, vil sponsoreksperten ikke sætte tal på, men han er ikke i tvivl om, at aftalen kan åbne globale døre for JBS. 

»Det er en interessant endorsement, de vælger at arbejde med for at åbne op og arbejde som et internationalt brand og ikke bare et nordisk brand. Man arbejder med en profil, som har en international status,« siger Thomas Badura og sammenligner med Jack & Jones, som har samarbejdet med skuespilleren Christopher Walken.

»Vi ser flere og flere brands arbejde i den retning. Der er ingen tvivl om, at det er ved at gå op for de danske brands, at de kan bruge de internationale stjerner som mulighed for at åbne døre internationalt,« siger han.



Hvor meget, den jyske virksomhed konkret får ud af aftalen, vil salget over julen indikere. Indtil videre kan Michael Alstrup og familien Bjerg Sørensen glæde sig over den massive mediedækning, en verdenskendt fodboldspiller giver. Han kom hjem til 190 sider fra PR-bureauet, som står for aftalen, med artikler og klip fra den internationale presse. 

»Det er meget større, end vi regnede med. Vi kommer til at fejre vores 75-års jubilæum næste år på en måde, som slår alle rekorder både omsætnings- og indtjeningsmæssigt og ikke mindst styrkemæssigt. Vi har aldrig stået stærkere, end vi gør nu,« siger Michael Alstrup. 

Det er i øvrigt ikke første gang, JBS bruger en halvnøgen sportsstjerne til at skabe opmærksomhed. Også den danske tennisstjerne Caroline Wozniacki står bag sin egen undertøjslinje for JBS.