Rolls-Royce brager afsted

Den britiske producent af luksusbiler, Rolls-Royce Motorcars, trodser krisen og melder om en stigning i antallet af solgte biler i 2011.

Modellen Rolls-Royce Phantom beundres af en gæst på en biludstilling i Dubai. Fold sammen
Læs mere
Foto: © STR New / Reuters
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De er store, ekstravagante og noget, de fleste bilelskende mennesker kun får lov til at komme i nærheden af i deres drømme. Det bekræftes af prisen på modellen Phantom Coupé, der ligger på ca. 7,2 mio. kr.

Det forhindrer dog ikke luksusbilmærket Rolls-Royce i at komme ud af 2011 med en stigning i salget på hele 31 pct. De lander dermed på et samlet salg for året på 3.538 biler.

Succesen er ifølge bilproducenten selv især drevet af salget af modellen Rolls-Royce Ghost, der er en smule mindre og knap så demonstrativ som de andre, mere ekstreme modeller som eksempelvis Phantom-serien, hvor coupé-modellen har 460 hestekræfter og et benzinforbrug, der ligger på omkring seks kilometer pr. liter benzin.



"Vi havde et forrygende år i 2011, og vi skal bruge et øjeblik på at reflektere over denne store britiske succes-historie," siger Torsten Muller Otvos, direktør i Rolls-Royce, til BBC News.

Det er især tyskerne og russerne, der er blevet gladere for Rolls-Royce – her blev salget sidste år mere end fordoblet. Asiaterne er også begyndt at få øjnene og tegnebogen op for Rolls-Royce, hvor stigningen i salget ligger på 47 pct.

Selvom krise og økonomisk tilbageholdenhed ikke umiddelbart hænger sammen med dyre biler og luksus, er det ikke kun Rolls-Royce, der hitter. Konkurrenten Bentley, der også gør sig i biler af den slags, man ofte kun kører i drømme, oplevede ligeledes en fremgang i salget i 2011, hvor man solgte 7.002 biler. Det var en stigning på 37 pct.

Der er ingen officiel forhandler af Rolls-Royce i Danmark. Der er dog få steder, hvor man kan købe en Rolls-Royce brugt eller købe en, der er importeret fra Tyskland. Ifølge Bilmagasinet er der aldrig solgt en Rolls-Royce af modellen Phantom i Danmark, men der er for tiden en enkelt importeret bil til salg i Nørresundby. Prisen ligger ifølge Bilmagasinet på 4,35 mio. kr., så det kan godt være, den kommer til at til salg lidt endnu.