Røde regioner

Trods blå fremgang er Socialdemokraterne stærkest i regionerne.

Læs mere
Fold sammen

Selv om blå blok gik frem ved kommunal- og regionsvalgene i sidste uge, har Socialdemokraterne stadig en stærk position i de fem regioner, som afløste amterne ved strukturreformen i 2007.

Partiet genvandt som ventet posterne som regionsformand i både Nordjylland og Midtjylland – med Ulla Astman henholdsvis Bent Hansen. Og i hovedstaden kan folketingsmedlem Sophie Hæstorp Andersen (S) afløse sin afgående partifælle Vibeke Storm Rasmussen.

Til gengæld tippede balancen i Region Sjælland, så venstremanden Jens Stenbæk til nytår overtager formandsposten fra socialdemokraten Steen Bach Nielsen.

I Region Syddanmark bevarede Carl Holst (V) som ventet tjansen som leder af regionen.

I den 17 mand store bestyrelse for Danske Regioner har Bent Hansen hidtil siddet for enden af bordet, men efter SFs store tilbagegang er han denne gang afhængig af Radikale. Ved redaktionens slutning mandag eftermiddag var der ingen afklaring på formandsvalget.

Langt hovedparten af budgetterne i regionerne går til sygehuse, og for få år siden blev der søsat et stort investeringsprogram med 40 milliarder kroner fra statens såkaldte kvalitetsfond, der skal modernisere den offentlige sektor.

Et par steder har regioner prøvet kræfter med offentligt-privat partnerskab (OPP), senest i Næstved, hvor Region Sjælland har indgået samarbejde med byggefirmaet KPC og Industriens Pension om et 110 millioner kroner dyrt nybyggeri til strålebehandling mod kræft. Desuden har Midtjylland brugt OPP ved et psykiatrisk hospital.

Under den nylige regionsvalgkamp foreslog både Radikale og Venstre i hovedstaden at bruge OPP-modellen, mens Socialdemokraterne – der fastholdt formandsposten – var mere loren.