Rod i bankernes prisoplysninger

Finanstilsynet har gennemgået prisoplysninger til kunderne i otte af landets største banker og fundet flere fejl.

Forbrugerinformationen halter hos de største danske banker, skriver Jyllands-Posten. Det viser en undersøgelse fra Finanstilsynet, som har gransket filialer for otte af de større banker.

Finanstilsynet fandt blandt andet en fejl, hvor en bank ikke oplyste om det rentespænd på udlån, som banken opererer indenfor.

»Man skal oplyse om rentespændet på udlån, som f.eks. kan være 8-16 procent. Renten afhænger af, om man er en god eller dårlig kunde. Det havde én bank ikke gjort,« siger Anette Bjåland Andersen, afdelingschef i Finanstilsynet, til Jyllands-Posten.

Økonom i Forbrugerrådet Carsten Holdum mener bankerne må stramme sig an.

»Vi kan se, at bankerne ikke kan leve op til reglerne og skilte med alle de oplysninger, som de skal. Det går typisk galt, når bankerne udvikler komplicerede produkter og prisstrukturer. Det har de tilsyneladende svært ved at oplyse rigtigt om, og så er det naturligvis også svært for forbrugerne at forstå,« siger Carsten Holdum til Forbrugerstyrelsen.

Pressechef i Finansrådet, Michael Winkler mener, at der dog er fundet forholdsvis få fejl og er tilfreds med, at bankerne har fået rettet op på fejlene.

Der er ukendt, hvorvidt der også er lignende fejl hos de flere end 100 mindre banker, vi har i landet. På bankernes egen prisportal, Pengepriser.dk, har 27 banker oplevet at blivet taget af listen på grund af fejlagtige oplysninger. Det gælder blandt andet Jyske Bank, Nykredit Bank og Sparekassen Kronjylland, skriver Jyllands-Posten.