Rockwool nedjusterer 2015-toplinjen

Rockwool nedjusterer forventningerne til omsætningen i 2015 i regnskabet for tredje kvartal. Stenuldsproducenten venter nu en salgsvækst på 1-2 pct. mod tidligere 2-3 pct.

Foto: Jeppe Bjørn Vejlø.
Læs mere
Fold sammen

Rockwools regnskab for tredje kvartal viser en solid bundlinje. Indtjeningen i perioden var præget af, at stenuldsproducenten har haft medgang på sine mindre markeder og i USA, men kernemarkederne i Vesteuropa - Tyskland og Frankrig - er præget af en sløv udvikling.

- Det er opmuntrende at se de første tegn på forbedret lønsomhed i vores driftsmargin i tredje kvartal. Det er vigtigt, når vores kernemarkeder i Vesteuropa fortsætter med at vise et blandet billede, siger Rockwools topchef, Jens Birgersson, i regnskabet og tilføjer:

- I Nordamerika ser vi stadig stor vækst, og jeg er i særdeleshed glad for at fortsætte vores investeringer i en ny nordamerikansk fabrik, der skal støtte vores succesfulde ekspansionsstrategi. Dette vil være et vigtigt element for fortsat profitabel vækst.

Rockwool kom ud af tredje kvartal 2015 med en toplinje, som skuffede, men en bundlinje, der overgik analytikernes forventninger. Omsætningen endte på 571,6 mio. euro, mens driftsresultatet (EBIT) landede på 31,9 mio. euro.

Det var henholdsvis dårligere og bedre end ventet af analytikerne, der på forhånd havde sigtet efter en omsætning på 579,9 mio. euro samt et EBIT-resultat på 29,2 mio. euro ifølge estimater indsamlet af Ritzau Estimates.

På bundlinjen leverede Rockwool et resultat før og efter skat på henholdsvis 31,6 og 19 mio. euro mod analytikernes forventninger om et overskud på 27,3 mio. euro før skat og 19,2 mio. euro efter skat.

I tredje kvartal 2014 realiserede Rockwool en omsætning på 580,9 mio. euro og et nettoresultat på 35,3 mio. euro.

Torsdag kom det frem, at Rockwool investerer 40 mio. dollar, svarende til 278,9 mio. kr., i en ny fabrik til loftpladedivisionen Rockfon i USA.

Fabrikken, der skal ligge i tæt tilknytning til den eksisterende stenuldsfabrik i Mississippi, skal beskæftige 100 medarbejdere og er en vigtig del af Rockwools planer om ekspansion på det amerikanske marked.

- Salget af Rockfon-produkter i Nordamerika er i en rivende udvikling, og som en konsekvens er det besluttet at investere i en ny lokal loftpladefabrik til at erstatte den nuværende import fra de europæiske fabrikker, skriver Rockwool i regnskabet.

Rockwool nedjusterer i regnskabet forventningerne til omsætningen i 2015. Stenuldsproducenten venter nu en salgsvækst på 1-2 pct. mod tidligere 2-3 pct.

Forventningen til driftsresultatet (EBIT) er dog stadig på "over 150 mio. euro," og investeringerne ventes også omkring 180 mio. euro eksklusive opkøb.

Koncernen forventer, at markedsvilkårene i Europa fortsat vil vise en gradvis forbedring.

- Men det forventede opsving er aftaget, og især de vigtige tyske og franske markeder viser begrænsede eller slet ingen fremskridt. Andre europæiske markeder, såsom Skandinavien, Spanien og i mindre grad Storbritannien forventes at fortsætte med at blive forbedret, skriver Rockwool i regnskabet.

Det russiske marked er påvirket af relativt høje renter og lav adgang til finansiering. Rockwool fastholder på den baggrund sin forventning om, at markedet vil falde med omkring 15 pct.

Selskabets forventninger til det amerikanske marked er derimod meget positive.

- Der er god aktivitet inden for byggesektoren og styrkede reguleringer af energieffektivisering for nyopførelser, skriver Rockwool.

Stenuldsproducenten har meldt ud, at selskabets nye strategi, der blandt andet betyder farvel til 500 medarbejdere, rammer EBIT-resultatet med 45 mio. euro, og at dele af den engangsudgift vil påvirke indeværende regnskabsår.

- Transformationsprogrammet forløber som planlagt og det forventes fortsat, at de relaterede fratrædelsesomkostninger vil ligge omkring 25 mio. euro med mere end halvdelen forventet for 2015, skriver Rockwool i regnskabet.

Rockwools engangsposter for tredje kvartal blev i den forbindelse 21,4 mio. euro. Her havde analytikerne ventet, at de særlige poster ville udgøre en udgift på 20 mio. euro.

Nedskrivningerne gælder for aktiviteter i Indien og Kina. De påvirker EBIT-marginen for årets første ni måneder med minus 1,3 pct.point.