Den danske virksomhed Rockwool blev mandag morgen føjet til den ukrainske liste over »internationale krigssponsorer« af Ukraines nationale antikorruptionskontor, NACP.
Det er en liste, som Ukraine bruger til at udskamme større internationale virksomheder, der fortsat driver forretning i Rusland.
Oleksandr Novikov, der er leder af NACP, har forklaret til det undersøgende medie Danwatch, at listen tæller virksomheder, der forsyner Ruslands offentlige og private sektor med varer og tjenester af afgørende betydning, og som samtidig er med til at bidrage til Ruslands budget og finansiering af krigen.
Rockwools bestyrelsesformand, Thomas Kähler, gæstede onsdag morgen radioprogrammet »P1 Morgen«, hvor han blev spurgt, om Rockwool »bidrager til den russiske krigsmaskine« i form af sin fortsatte tilstedeværelse i Rusland.
»Det er klart, at når der er et selskab i Rusland, som tjener penge og betaler skat, så kan man godt sige, at det på den måde bidrager til den russiske økonomi,« sagde Thomas Kähler og forsvarede Rockwools beslutning om at blive i Rusland.
»Grunden til, at vi har valgt at fortsætte vores passive ejerskab af det russiske selskab, er alternativet. Det eneste mulige alternativ, vi har, er at frasige os ejerskabet, og så vil hele selskabets overskud forblive i Rusland, og det vil være fire til fem gange så meget, som vi i dag betaler i skat,« hævdede Thomas Kähler.
Ekstra Bladet og Danwatch har gennemgået kontrakter, som Rockwool har med russiske samarbejdspartnere. Ifølge Danwatch findes der dokumentation for, at der er blevet solgt Rockwool-skibsisolering mindst 52 gange til i alt 31 forskellige fartøjer i Putins flåde, siden Rusland på ulovlig vis annekterede Krim i 2014.
Danwatch skriver yderligere, at i 29 af tilfældene er salget sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør, Marine Complex Systems LLC (MKS).
Ifølge bestyrelsesformand for Rockwool Thomas Kähler er leverancerne imidlertid blevet gennemført, før Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.
Han minder desuden om, at Rusland ikke blev isoleret af den danske stat, efter at Rusland annekterede Krim i 2014.
»Der blev efterfølgende gennemført flere handelsdelegationer – også fra Danmark,« sagde Thomas Kähler.
Værten på »P1 Morgen« spurgte bestyrelsesformanden, hvordan han moralsk har det med, at Rockwool stadig betaler skat i Rusland.
»Jamen jeg sover rigtig godt om natten, fordi vi gør det, der er mindst forkert. Vi er i en fastlåst situation, hvor vi kan vælge mellem at fastholde vores passive ejerskab, og ja, så betaler vi nogle skatter,« sagde Rockwool-bestyrelsesformanden og tilføjede:
»Det eneste alternativ, vi har, er at forære vores aktier væk, og så vil der ende fire-fem gange så mange penge i Rusland.«
Hvorfor kan de ikke se det i Ukraine? De er tydeligvis utilfredse med, at I og en række virksomheder stadig er i Rusland.
»Det er vi kede af, og vi prøver at få kontakt til de relevante ukrainske myndigheder for at få dem til at se de meget begrænsede handlemuligheder, vi har, og forhåbentligt komme i en dialog med dem om, at vi gør det, der er mindst dårligt i den meget uheldige og ubehagelige situation, som vi allesammen er i.«