Rivalernes boligside giver Danske Bank baghjul

Danske Banks boligside Sunday halter efter konkurrenternes Bolighed, der tæller over fire gange så mange besøgende tre måneder efter lanceringen.

Foto: Jens Nørgaard Larsen. Danske Banks hovedkvarter i København onsdag d. 23. september 2015, hvor Danske Bank lancerede et boligsiden Sunday. Her Simon Haldrup.
Læs mere
Fold sammen

Danske Banks boligside Sunday har problemer med at hamle op med rivalernes Bolighed, skriver Børsen.

Det er Spar Nord, Nykredit, Sydbank og Arbejdernes Landsbank, som står bag den boligside, der har haft førertrøjen på de første tre måneder af sidernes levetid. Cirka 870.000 brugere har besøgt Bolighed, mens cirka 200.000 unikke brugere har besøgt Danske Banks konkurrende side Sunday, oplyser boligsiderne selv.

Det er dog ikke noget, der bekymrer Danske Bank og Sunday, som understreger, at siden stadig er i et tidligt stadie.

»Vi er i en eksperimentalfase, hvor vi prøver Sunday af over for brugerne. Vi er meget interesseret i interaktion, så vi kan lære af den måde, de bruger siden på. Når vi så føler, at vi har det rette produkt, kan vi skalere op, og så skal vi nok give den gas,« siger Simon Haldrup, der er chef for Danske Banks kreative laboratorie Mobile Life.

Folkene bag Bolighed er overvældede over danskernes modtagelse af siden, som de mener har ramt en nerve i danskernes boliginteresse. For både Bolighed og Sunday er målet og ambitionerne meget ens. Begge boligsider fokuserer lige nu på at forbedre danskernes oplevelse af siderne for at kapre en del af det attraktive boligmarked.

Selv om begge sider opererer inden for samme område, er koncepterne dog ikke ens. På Sunday kan brugerne kun søge på boliger, som er til salg, mens bolighed mere er en form for katalog, der viser alle danske boliger. Sunday tilbyder boliglån til brugerne, hvor Bolighed er mere som et socialt medie.