Rivaler overhaler Mærsk i profitjagt

Det bliver fremadrettet langt vanskeligere for Mærsk at leve op til sit løfte om at slå konkurrenterne på indtjeningen.

Læs mere
Fold sammen

A.P. Møller-Mærsk risikerer at måtte opgive et af shippingkoncernens allerhelligste løfter til sine aktionærer. At kerneforretningen, containerrederiet Maersk Line, altid vil slå konkurrenterne med flere længder, når det gælder om at tjene penge. Det skriver Finans.

Den ambitiøse målsætning er, at Maersk Line skal have en overskudsgrad (ebit), der ligger 5 procentpoint højere end industriens gennemsnit.

Det har ledelsen på Esplanaden ikke kunnet holde siden 2015, og konkurrenterne er i fuld gang med at indhente og i visse tilfælde endda overhale Mærsk i kunsten at sejle containere med den højeste fortjeneste.

»Det er blevet langt sværere for Mærsk at slå konkurrenterne med de 5 procentpoint,« siger David Kerstens, analytiker hos den amerikanske investeringsbank Jefferies til Finans.

Mens Mærsk-koncernen daler i rangeringen, har den franske rival CMA CGM nu indtaget førstepladsen.

»Der er ingen tvivl om, at CMA CGM gør det godt i øjeblikket. Der, hvor Mærsk tidligere har været second to none, ligger CMA CGM i øjeblikket second to none,« siger Ricky Rasmussen, analytiker hos Nykredit.

CMA CGM har både været i stand til at sænke omkostningerne væsentligt, samtidig med at selskabet profitabelt har øget sine markedsandele uden at sænke raterne. Omkostningerne per transporterede container steg i 2017 kun med 1,6 pct. hos franskmændene, selvom oliepriserne skød i vejret med 42 pct. Mærsks enhedsomkostning steg med 5 pct., skriver Finans.