Risikovillig kapital til iværksætterne nu

Brian Mikkelsen presser på for at få pensionskasserne til at ryste op med mindst fem mia. kr. til iværksættere. Forhandlinger inden for de næste to uger. Konstruktionen er ved at være klar.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ikke mere iværksætterkreditklemme. Problemet med at skaffe risikovillig kapital, som vil støtte op om de små iværksættere og mindre virksomheder, skal løses - og det kan kun gå for langsomt, understreger en ivrig økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K).

»Underskoven i dansk erhvervsliv, iværksættere og små selskaber, skal have bedre og lettere adgang til risikovillig kapital. Selv om alle oplysninger fra bankerne viser, at der ikke er en kreditklemme, så hører jeg jo, at finansieringen er et stort problem,« siger han.

Så der er en kreditklemme?

»Hvis det er den verden, iværksættere og små virksomheder oplever, så har vi som samfund en inter­esse i at sørge for, at der er adgang til kapital. Vi har hårdt brug for, at gode ideer, der kan skabe arbejdspladser, også kan finde finansiering,« siger Brian Mikkelsen, som vil indkalde til et møde med pensionskasserne inden for de næste par uger.

Brian Mikkelsen håber at nå frem til en løsning, hvor mindst fem milliarder kroner, gerne mere, samles i en slags iværksætterkasse, som kan sende op til seks millioner kroner ud som ansvarlig kapital eller lånekapital til den enkelte virksomhed. Løsningen skal på plads hurtigst muligt, for der er brug for en hurtig reaktion, understreger økonomi- og erhvervsministeren.

Ny iværksætterkasse

Pensionsopsparingssektoren forvalter samlet over 2.000 mia. kr., og fem mia. kr. er således i den forbindelse et mindre beløb. Problemet kan dog blive, at der er tale om forholdsvis små investeringer, som pensionskasser typisk ikke gør det i. Og derfor forventes det, at der skal etableres en ny slags Vækstfonden.

Han tror dog ikke, at det bliver svært at overtale pensionskasserne til at spæde til med risikovillig kapital.

»Pensionskasserne har en kolossal interesse i, at der er en velfungerende underskov af virksomheder - også i fremtiden. Det er jo dem, de skal leve af at investere i. Men pensionskasserne har selvfølgelig også et ansvar over for de medlemmer, som har skudt penge ind. De skal have det bedst mulige afkast,« siger Brian Mikkelsen, der ikke vil ind på, hvorvidt staten selv vil skyde penge ind i denne iværksætterkasse eller bruge andre overtalelsesmidler for at lokke pensionskasserne med. Det er uvist, hvor konkret den konstruktion er, som Brian Mikkelsen angiveligt har klar i skuffen, ligesom det er uvist hvor meget, der er tiltænkt som egentlige lån og hvor meget, der er tiltænkt som ansvarlig og dermed risikovillig kapital.

»Det skal ikke være bureaukratisk og ikke noget statsligt. Det skal være en investering, som pensionskasserne foretager med deres egne penge. Det bliver helt sikkert en samlet konstruktion, mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt,« siger Brian Mikkelsen.