Ringkjøbing-chef: Fremgang vil ikke fortsætte

Den opsigtsvækkende tilgang af kunder i Ringkjøbing Landbobank vil ikke fortsætte, vurderer adm. direktør John Fisker, som i øvrigt er bekymret over landbrugets situation.

Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Offensiven fra bankbranchens vestligste flanke har givet bonus. Ringkjøbing Landbobank har haft den største tilgang af kunder nogensinde i et kvartal, hvilket har udløst en vækst i henholdvis ind- og udlån på 11 og 15 procent - i et marked, der i øvrigt skrumper.

Det betyder, at den vestjyske bank tager kunder fra andre banker. Men det kommer ikke til at fortsætte, vurderer adm. direktør John Fisker.

»Vi synes selvfølgelig, at det er interessant, at den store kundetilgang fortsætter. Det er et udtryk for, at de aktiviteter, vi har sat igang, virker - faktisk på alle områder. Men vi øger vores markedsandel i et marked, der skrumper, og jeg er sikker på, at vi kommer ned på mere normale vækstrater igen«, siger han.

Banken har forøget sin volumen på alle de områder, den fokuserer på, lige fra finansiering af vindmøller, private banking, engagementer med læger og tandlæger, samt traditionelle bankkunder i regionalbankens afdelinger.

»Når vi taler nichekoncepterne (vindmøller, læger og tandlæger og private banking, red.), så kommer kunderne ofte fra større pengeinstiutter end os selv. Fremgangen i regionalbanken er mere bredt funderet,« siger John Fisker.

Den eneste kundegruppe, der for alvor giver anledning til panderynker, er landmændene. Især svineavlerne er i øjeblikket ramt af handelsboykot fra Rusland. Men også mindre eksport til Kina og forøget mælkeproduktion på grund af ophævelse af mælkekvoter næste år spiller ind på priserne.

»Vi betragter situationen som meget alvorlig for landbruget. Disse faktorer kommer ikke til at ødelægge 2014-regnskaberne, for de har tjent gode penge i første halvår. Men hvis det fortsætter, så bliver 2015 et rigtig dårligt år. Og det rammer i både landbrug og landbrugsrelaterede produktionsvirksomheder, hvor der ikke kommer nogen ordrer ind, når landbrug i hele Europa er ramt,« siger John Fisker.

Han regner med, at situationen kommer til at afspejle sig i de hensættelser, bankerne kommer til at lave på landbrug.

»Vi lavede yderligere reservationer på landbruget allerede efter første kvartal i forbindelse med Ukraine-krisen. Det var der nogen, der grinede af. Men vi mener, vi har adresseret problemet. Men hovedparten af vores reservationer i år vedrører landbruget,« siger Jonn Fisker.