Rigmænd strømmer til Ringkjøbing

Landbobank høster kunder på uro i andre banker i kølvandet på finanskrisen.

John Fisker, direktør Ringkjøbing Landbobank. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Jordnær, jysk snusfornuft tiltaler tilsyneladende landets rigeste. Flere af dem flytter i hvert fald deres formuer til Ringkjøbing Landbobank, som både i navn og ord står for netop jordnær jysk snusfornuft. Banken har fået så mange flere rigmænd i sin såkaldte private banking-afdeling, at det har været en af de største motorer i den vækst, banken har oplevet i første halvår, oplyser adm. direktør John Fisker.

»Vi ligger på den bedste kundetilgang i banken i et halvår nogensinde, og en af de bedste bidragsydere er private banking,« siger han.

Som årsager vurderer han selv, at banken kan tilbyde de rigtige kompetencer og produkter til de velhavende, samtidig med at banken satser på en flad struktur, der gør medarbejderne hurtigt tilgængelige og i stand til at træffe hurtige beslutninger.

»Og så må vi også sige, at store ændringer i banksektoren med tilretning af forretningsmodeller, som kunder bliver klemt i, også har gavnet os. Der er betydeligt højere mobilitet blandt kunderne end tidligere, og jeg tror, det er en konsekvens af finanskrisen og ændringer i forretningsmodeller,« siger John Fisker.

Samtidig skal han være opmærksom på, at Ringkjøbing Landbobank ikke modtager de kunder, der udgør for stor en risiko til, at andre banker vil have dem. Men her peger John Fisker på, at Finanstilsynet i en nylig rapport konkluderer, at bankens kreditpolitik, hensættelser og solvens er i orden.

Men selv landets formentlig stærkeste bank kan mærke konkurrencen. Mens udlånet er steget med 14 procent og indlånet et steget med 11 procent, så er renteindtægterne kun steget med fire procent.

»Det viser, at der er hård konkurrence derude. Rentemarginalen har spist et pænt stykke. Der er overkapacitet i banksektoren endnu, og samtidig er økonomien og kreditboniteten blandt kunderne ved at blive bedre,« siger John Fisker.

Han vurderer dog, at antallet af pengeinstitutter er ved at være ned på det antal, hvor det vil blive.

»Men vi har et stykke vej at gå med konsolidering af filialnettet,« siger John Fisker, hvis bank dog er gået den modsatte vej f. eks. med åbningen af en ny afdeling for private banking i Aarhus i foråret. Og der er penge nok til at fortsætte. Ringkjøbing Landbobank er overkapitaliseret, og prøver på forskellig vis at nedbringe kapitalen. En del af pengene bliver brugt på et program for opkøb af egne aktier, der er gennemført med 41 procent i første halvår.

»Og hvis vi kan bruge en del af vores overkapitalisering til organisk vækst, og fortsat holder en høj udbetalingsrate (56 pct. i udbytte sidste år, red.), så æder vi os ind på overkapitaliseringen,« siger John Fisker.