Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Manden bag elbilen Tesla og netbetalingstjenesten Paypal, Elon Musk, går sammen med en række teknologigiganter som Google, Facebook og Amazon og skyder en milliard dollars eller 6,8 milliarder kroner i at udvikle kunstig intelligens, som skal øge menneskets evner.
Non-profitforetagendet OpenAI, som får base i San Francisco på den amerikanske vestkyst, skal »fremme digital intelligens på en måde, som bedst muligt kan gavne menneskeheden som helhed og ikke være bundet af behovet for at give finansielt afkast«, forklarer stifterne på OpenAIs netsted.
Skal ikke erstatte mennesker
Det store mål for OpenAI er at skal »kunstig generel intelligens«, en maskine, der vil kunne udføre enhver intellektuel opgave, som et mennesker kan, forklarer Elon Musk til New York Times og understreger, at OpenAI netop skal fokusere på at bygge teknologier, som bistår og ikke erstatter mennesker.
Kunstig intelligens er teknologier, som forsøger at agere, sådan som mennesker ville gøre, og dermed kunne hjælpe med at forudse, hvad der vil ske, inden det sker, på baggrund af spor og mønstre. Google, Facebook og Amazon bruger selv kunstig intelligens til f.eks. ansigtsgenkendelse, automatisk oversættelse, selvkørende biler og medicinske diagnoser.
Elon Musk har tidligere kaldt kunstig intelligens for »den største eksistentielle trussel« over for studerende på det verdensberømte Massachusetts Institute of Technology (MIT), som har fostret en række store teknologer.
Syv forskere tilknyttet
Mange har betragtet kunstig intelligens som en erstatning for mennesker, når teknologien bliver udviklet tilstrækkeligt til at kunne handle menneskeligt.
Medstifter af Paypal, Peter Thiel, og medstifter af LinkedIn, Reid Hoffman, er blandt donorerne til OpenAI, der kun forventer at bruge en lille del af den ene milliard dollars i løbet af de kommende år.
OpenAI får Ilya Sutskever, Google-ekspert i maskinlæring, som forskningsdirektør. I begyndelsen vil der blive syv forskere tilknyttet OpenAI.
Der foregår massiv forskning i kunstig intelligens verden over. F.eks. meddelte den japanske bilproducent Toyota i november, at man vil investere en milliard dollars i forskning i kunstig intelligens og robotteknologier på et laboratorium nær Stanford i Californien.