Rige oliesheiker hyrer dansk stjernearkitekt til Mars-by

Verdens største simulator af, hvordan det er at leve på Mars skal nu designes af den danske arkitektvirksomhed Bjarke Ingels Group (BIG). Den nye Mars-by skal ligge i teknologi-emiratet Dubai.

Med Mars-by-projektet sigter Dubais ledere efter at opbygge den første beboelse af Mars de næste 100 år. Foto: Dubais pressekontor
Læs mere
Fold sammen

Det er ikke kun rige teknologi-excentrikere som Elon Musk, der drømmer om at bebo naboplaneten Mars en dag. I Dubai, hvor den teknologiske udvikling stortrives, har regeringen præsenteret planer om at bygge en by, der skal eksistere på overfladen af vores solsystems røde planet. Det meddeler Dubais regering på sin hjemmeside.

Det er den danske, prisbelønnede arkitektvirksomhed Bjarke Ingels Group, som er blevet udvalgt til at visualisere den nye Mars-by. Projektet koster 140 millioner dollar og skal dække et areal på 175.000 kvadratmeter, hvilket svarer til omtrent 220 parcelhuse. Her er altså tale om et mindre boligkvarter, som skal kunne simulere livet på Mars’ overflade. Byen bliver således verdens største rumsimulator.

Samfundet på Mars

Byggeopgaven, der bliver kaldt Mars Science City-projektet, skal huse et team, der skal bo i byen i et år. Håbet er, at forskere på baggrund af de data og udfordringer, som holdet vil støde på, vil få et bedre overblik over, hvordan man kan overkomme problemer, der kan opstå, når man lever på Mars.

Byen kommer til at indeholde laboratorier, der sørger for byens selvforsyning ved at fremstille mad, vand og energi.

Foruden plads til beboelse og videnskabelige forsøg vil der også blive bygget et 3D-printet museum, skabt af sand fra emiratørkenen og med indbyggede uddannelsesområder. Museet skal have fokus på menneskehedens største præstationer i rummet og er »beregnet til at engagere unge borgere i rummet, og inspirere dem til en lidenskab for efterforskning og opdagelse.«

Den nye Mars-by skal blandt andet skabe innovatuion indenfor selvforsynende løsninger. Foto: Dubais pressekontor Fold sammen
Læs mere

Dubai i rivende videnskabelig udvikling

Det ser generelt ud til, at Dubai er i fuldt flor, når det kommer til teknologiske fremskridt. Så sent som i går kunne Berlingske Business berette om den første førerløse og flyvende dronetaxis prøveflyvning mellem Dubais skyskrabere. Og tilbage i april gik et amerikansk arkitektfirma i gang med at undersøge mulighederne for at bygge en skyskraber, der hænger ned fra verdensrummet på en asteroide.

Mars Science City skal 3D-printes med Emirit Ørkenens sand som byggemateriale. Foto: Dubais pressekontor Fold sammen
Læs mere