En novemberdag i 2014 traf den københavnske revisor Anders Ladegaard en tung beslutning.
Samtlige de op imod 40 kommanditselskaber med primært russiske og østeuropæiske ejere, han og en kollega i en årrække havde forsøgt at revidere regnskaber for, smed han på porten.
Årsagen var »manglende tillid til selskabets ledelse«, som han dengang formulerede det i orienteringsbreve til Erhvervsstyrelsen.
Hvad der i virkeligheden gemte sig bag den stilfærdige formulering, forklarede revisoren tirsdag i Københavns Byret, hvor to andre personer er tiltalt i danmarkshistoriens største sag om hvidvask af milliarder gennem Danske Banks estiske filial.
»Jeg ville ikke lægge navn til det længere,« forklarede Anders Ladegaard, der var indkaldt som vidne af anklagemyndigheden.
Forud var gået flere år, hvor det stod stadig mere klart for revisoren, at det, der foregik i selskaberne, ikke lignede normale forretningsaktiviteter.
»Jeg kunne efter nogle år konstatere, at flere af de her kommanditselskaber ikke havde nogen aktiviteter. Der var gået nogle år, og der var stadig ikke aktivitet i selskabet. Det kunne jeg simpelthen ikke forstå,« forklarede Ladegaard i byretten.
»Så huskede jeg på en artikel af en klog mand, jeg engang havde læst. Han skrev, at det, revisorer kunne lære af selskabstømmersagerne var, at hvis der var noget, man ikke forstod, så skulle man gå væk,« sagde han med henvisning til de udbredte svindelsager fra 1990erne.
»Og det her forstod jeg ikke.«
Ikke kunder med mafiarelationer
Kunderne havde Ladegaard oprindeligt fået gennem et samarbejde med den københavnske selskabsadministrator Irene Ellert, der via sit firma CPH Consulting især fokuserede på kunder i Østeuropa og Rusland.
Sammen med den litauiske stråmand Arunas Masenas, der var indsat som proformadirektør i mange af selskaberne, er hun tiltalt i sagen. Begge risikerer flere års fængsel.
Tidligere har både Ellert og Masenas afgivet forklaring i retssagen, og tirsdag var turen så kommet til de revisorer, der år efter år reviderede regnskaberne for de mange kommanditselskaber, der stod bag overførslerne af de i alt 29 milliarder kroner, anklagemyndigheden har fokus på.
Oprindeligt havde ideen lydt god, forklarede Anders Ladegaard: Kunderne havde blandt andet brug for skatteoptimering og asset protection – hjælp til at få deres værdier i sikkerhed fra usikre lande, hvor deres penge risikerede at blive tyvstjålet af kriminelle eller korrupte embedsmænd.
Revisorernes indledende kontrol af kunderne viste, at der ikke var tale om »kriminelle« eller folk med »mafiarelationer«, og Irene Ellert havde ifølge Ladegaards opfattelse haft »styr på kunderne« og fremlagt den nødvendige dokumentation – eksempelvis i form af pas og andre legitimationspapirer – fra ejerne.
Men det viste sig hurtigt at være en kompliceret opgave at revidere selskaberne. Enten var der ifølge de oplysninger, de fik fra selskaberne, slet ingen aktiviteter at revidere. Eller også kunne selskaberne ikke fremlægge dokumentation for de tilgodehavender, varelagre eller gældsposter, selskabet hævdede at have.
»Vi kunne ikke få en sammenhængende forklaring,« forklarede Anders Ladegaard om de samtaler, han havde med enten Irene Ellert, hendes ansatte i CPH Consulting eller de bagvedliggende ejere af kommanditselskaberne.
»Og når vi ikke kan få et fyldestgørende svar på det, så må det tyde på, at der mangler nogle oplysninger. Og så kan vi ikke stå på mål for regnskabet,« understregede han.
De værste forbehold
Problemerne med manglende dokumentation og ufuldstændige svar blev endnu værre, efter at Irene Ellert solgte firmaet i 2011, forklarede Ladegaard direkte adspurgt af Ellerts advokat, Christian Kirk Zøllner.
»Min mavefornemmelse blev dårligere og dårligere.«
»Min bekymring var, at der var aktivitet i udlandet, og at man brugte selskabets navn, men at jeg ikke kunne få den nødvendige dokumentation for det,« forklarede Ladegaard.
I en stribe tilfælde måtte Ladegaard og kollegaen tage forbehold for regnskaberne – altså advare om problemer og risici ved selskaberne.
Anklager Rasmus Maar Hansen læste op fra én af disse revisionspåtegninger, hvor det blandt andet fremgik, at bogføringsloven var overtrådt.
»Er det et alvorligt forbehold?« lød spørgsmålet fra Rasmus Maar Hansen.
»Det findes ikke meget værre. Når man skriver supplerende, at bogføringsloven ikke er overholdt, betyder det, at der reelt ikke findes nogen dokumentation for regnskabet,« svarede Ladegaard.
»Det endte med, at jeg til sidst skrev til dem alle, at jeg syntes, de skulle finde en anden revisor,« svarede Ladegaard og pegede på, at der tilsyneladende var danske revisorer, der var »dygtigere end os« til at revidere de mistænkelige selskaber.
»Nu siger du dygtigere – hvad mener du præcist med det?« ville anklager Rasmus Maar Hansen vide.
»På den mest sarkastiske måde man kan sige det,« svarede Anders Ladegaard tørt.
Uklarheder om varelagre
Én af de revisorer, der overtog revisionen af nogle af selskaberne efter Ladegaard, var den ligeledes københavnske revisor Morten Kenhof, der i dag arbejder som selvstændig regnskabskonsulent.
Og han delte ikke umiddelbart sin forgængers betragtning om, at fraværet af aktiviteter i selskaberne i sig selv var mistænkeligt, forklarede han i retten.
»Det kan jeg ikke se noget problem i,« svarede han.
»Alle har ret til at have et selskab, hvor der ikke er noget aktivitet i. Måske venter man på at komme i gang, oprette en bankkonto eller få fat i de rigtige kunder, eller hvad ved jeg,« tilføjede han.
Morten Kenhof måtte dog dengang også tage forbehold i nogle af regnskaberne. I et af dem blandt andet, fordi der i »væsentligt omfang« manglede dokumentation for selskabets varelagre og indtægter.
Et eksempel på et »gennemgribende forbehold, der er så væsentligt, at regnskabet i princippet ikke siger noget,« forklarede Kenhof i retten.
»Jeg drøftede det med bogholderen og spurgte, hvad de havde tænkt sig at gøre ved det,« forklarede Kenhof.
»Overvejede du også at udtræde som revisorer?« spurgte anklager Rasmus Maar Hansen.
»Jeg tilhører den gamle skole, hvor mantraet hed 'bliv og skriv',« svarede Kenhof.
»Jeg ville blive og skrive. Min opgave var at fortælle omverdenen, om regnskabet var retvisende. Og så var det op til omverdenen og erhvervsstyrelsen at finde ud af, hvad der skulle ske,« fortalte Kenhof.
Trods revisorernes mange forbehold i regnskaberne og Anders Ladegaards breve til Erhvervsstyrelsen iværksatte politiet først en efterforskning af CPH Consulting efter Berlingskes afdækning af hvidvasksagen i 2017 og 2018.
I retssagen mod Irene Ellert og Arunas Masenas, der begge nægter sig skyldige, er der afsat flere end 20 retsdage. Det forventes, at der vil falde dom i foråret 2023.
