Retten stempler Hesalight-stifters kontrakt som ugyldig: skal betale millionbonus tilbage

Stifteren af den fallerede vækstvirksomhed Hesalight Lars Nørholt står ifølge dagbladet Børsen til at skulle betale en millionbonus tilbage efter, at Skifteretten i Roskilde har vurderet hans kontrakt som ugyldig.

PR-foto. Lars Nørholt Fold sammen
Læs mere

En af de mest opsigtsvækkende erhvervshistorier i Danmark tager nu en ny drejning.

En af hovedpersonerne i sagen om den konkursramte virksomhed Hesalight nemlig stifteren Lars Nørholt skulle angiveligt have indgået en kontrakt med lampefirmaet i december 2012, som gav ham ret til en bonus på op 24 millioner kroner, skriver Børsen. Halvdelen af bonussens 12 millioner kroner skulle han have taget ud til sig selv.

Men den lukrative direktørkontrakt er tilsyneladende slet ikke fra 2012, men snarere fra 2016 kort før Hesalight kom under konkursbehandling i november.

Det har kurator i boet efter Hesalight Henrik Selschau Poulsen fra Bruun Hjejle samnmen med konsulenthuset EY haft held til overbevise Skifteretten i Roskilde om på baggrund af en lang række beviser, som dagbladet Børsen har fået indsigt i. Det drejer sig blandt andet om emailkorrespondancer mellem Lars Nørholt og ansatte og lønsedler fra 2014 og 2016, der sætter direktørens månedsløn på 50.000 kroner.

»Det er rettens vurdering, at det har formodning for sig, at den af Lars Nørholt fremlagte direktørkontrakt ikke kan gøres gældende. Kontrakten må således formodes at være udarbejdet på et betydeligt senere tidspunkt end sin egen datering,« står der i dombogen, som Børsen er i besiddelse af.



Retten konkluderede samtidig ifølge avisen, at Lars Nørholt uretmæssigt har overført de 12 mio. kr. fra Hesalight til sin personlige konto.

I en email til Børsen fastholder Lars Nørholt, at direktørkontrakten blev indgået i 2012. Han erkender dog, at den først »blev nedfældet på papir« i september 2016.

»Det er naturligvis ikke godt nok, men ikke desto mindre er den stadig gældende. Der har været mange forskellige udgaver, som aldrig har været underskrevet,« skriver han.

Lars Nørholt medgiver samtidig, at der ikke tidligere er udbetalt større beløb, der svarer til den påståede direktørkontrakt.



Han sammen med sin advokat, Henrik Sanders, valgt at anke konkursen, skriver Børsen.