Retssag bekymrer ikke Roskilde-bestyrelse

Tidligere bestyrelsesmedlemmer i Roskilde Bank ryster ikke i bukserne over en mulig retssag for medansvar til bankens kollaps.

Læs mere
Fold sammen
Der er ingen bekymring at spore hos to tidligere bestyrelsesmedlemmer i den kuldsejlede Roskilde Bank, selv om der nu indledes retslige skridt mod dem for medansvar til bankens kollaps.

- Jeg er utrolig ked af forløbet, men har ingen problemer med min egen indsats i bestyrelsen. Af samme grund er jeg ikke et nanosekund urolig over en mulig retssag, siger Ib Mardahl-Hansen, der kom ind i Roskilde Banks bestyrelse i foråret 2006.

Onsdag konkluderede en stor advokatundersøgelse ellers, at den tidligere bestyrelse har handlet "kritisabelt og ansvarspådragende", men Ib Mardahl-Hansen fastholder, at han ikke har svigtet sit tilsyn med bankens ledelse. - Når man sidder som menigt medlem af en bestyrelse, har man jo ikke den indsigt i dagligdagen som dem, der er tættere på banken. Derfor føler jeg bestemt heller ikke, at jeg har svigtet mit tilsyn. Det, man kan bebrejde mig, er, at jeg ikke har været klogere end Finanstilsynet, revisionen og direktionen, men det kan man ikke blive dømt for, siger han.

Tidligere bestyrelsesformand i banken Peter Müller er overrasket over konklusionerne i undersøgelserne, men han er heller ikke bekymret og tror ikke, at han vil blive gjort personlig erstatningsansvarlig.

- Nu må vi vente at se. Jeg tror ikke på, at der kommer noget ud af en erstatningssag. Jeg synes ikke, at de her konklusioner er fair. Det er for nemt at gå ind og sige det her i bagklogskabens klare lys, siger han til DR Nyheder.

I Berlingske Business peger lic.jur. og professor Morten Samuelsen på, at der i undersøgelsen mangler en vægtning af de enkelte bestyrelsesmedlemmers ansvar, fordi bestyrelsen ikke som kollektivt organ er ansvarlig.

- Man skal for hvert enkelt medlem vurdere medlemmets muligheder og chancer for at gøre noget ved tingene, og hvis man er kommet i bestyrelsen f.eks. to år før, Roskilde Bank brød sammen, så kan man da være i tvivl, om man kunne have chancer for at gøre noget ved det, siger han til avisen.

Ib Mardahl-Hansen understreger, at han flere gange under bestyrelsesmøder tog op, at han var bekymret for bankens store udlån til ejendomsmarkedet, men blev belært af bankens direktør, Niels Valentin Hansen, om, at det havde man helt styr på. Han synes, at det er udmærket, hvis der kommer en retssag.

- Hvis der er foregået noget ulovligt i Roskilde Bank, skal de pågældende stå til ansvar for det. Det eneste, som generer mig ved det, er, at den nok vil tage 4-5 år, og det er meget ubehageligt at have sådan en hængende over hovedet i så lang tid, siger Ib Mardahl-Hansen, der i mange år var direktør i Tryg-Baltica Forsikring.

/ritzau/