Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det skete tilbage i 2010 og 2011, skriver DR's netavis, der har fundet Mascot-mærkater i ruinerne. Og på arbejdsorganisationen Clean Clothes Companys hjemmeside står virksomheden også opført som en af dem, der hævder at have produceret på den sammenstyrtede fabrik inden 2012.
»Det er rigtigt, at vi en kort overgang fik lavet få ting på fabrikken. Det var tilbage i 2010 og 2011, men kvaliteten var simpelthen ikke i orden. Derfor kom der aldrig et egentligt samarbejde i gang, og siden 2011 har vi ikke fået lavet noget dernede, og derfor blev jeg også overrasket over, at vores ting stadigvæk var i bygningen,« siger Mascots ejer og administrerende direktør Michael Grosbøl til DR.dk.
Han undrer sig over, at der stadig er rester fra samarbejdet i ruinerne, som DR har besøgt, og forklarer det med, at leverandørerne er virksomheder, der ikke har ryddet ordentligt op efter sig. Den ordre, som DR har fundet mærkater fra, blev annulleret igen, fordi kvaliteten ikke var i orden, forklarer direktøren.
Ifølge Mascots egen hjemmeside fik virksomheden produceret 1500 stk. tøj på fabrikken, hvilket var minimumsbestillingen for en prøveordre. Til sammenligning producerer selskabet mere end fire millioner stk. arbejdstøj om året.
Duks i Bangladesh-klassen
Mascot har et par samarbejdspartnere i Bangladesh, men får primært produceret sit arbejdstøj på en enkelt fabrik. Michael Grosbøl har desværre ikke ønsket at lade sig interviewe af Berlingske Business, men oplyser i en mail, at en af leverandørernes fabrikker har fået den såkaldte SA8000-certificering af den globale NGO Social Accountability International (SAI), der arbejder for bedre arbejdspladser.
Jesper Nielsen, der er international rådgiver i fagforbundet 3F, fremhæver Mascot i Bangladesh som en dansk virksomhed, der gør det bedre end de andre:
»Mascot er et positivt eksempel på en virksomhed, der gerne vil samarbejde med fagbevægelsen om at sikre ret til at organisere sig hos sine leverandørers arbejdere. Og som den foreløbig eneste danske virksomhed, har Mascot åbnet dørene for 3F hos en leverandør i Bangladesh, hvor vi håber at kunne fortsætte samarbejdet om forbedringer,« siger han.Den internationale rådgiver ser altid gerne, at virksomhederne får nedfældet deres CSR-mål - og forpligtelser på papir, men er ikke udelt begejstret for SAI-certificeringen. Foruden Mascots fabrik i Bangladesh, har selskabets Vietnam-fabrikker, hvor 90 procent af tøjet bliver produceret, også denne certificering.
»Jeg mener ikke, at det er godt nok med en SA8000-certificering. Efter min erfaring er SAI ikke god nok til at sørge for retten til faglig organisering på leverandørernes arbejdspladser,« lyder hans vurdering og henviser til, at SAI-inspektorer sidste efterår netop havde besøgt en pakistansk fabrik, før den brast sammen og 262 arbejdere omkom.SAI-certificeringen er blot en af mange certificeringsmodeller, som danske og internationale tekstilvirksomheder benytter sig af i forbindelse med kontroller af arbejdsstederne hos leverandørerne. Andre store danske virksomheder som Jysk, Bestseller, IC Companys, Coop og Dansk Supermarked er medlem af BSCI - Business Social Compliance Initiative - der også forestår disse kontroller. PWT Group har indledt processen med at blive medlem.
På mandag mødes den danske tekstilbranche for at diskutere, hvorvidt den skal tilslutte sig den internationale aftale om brand- og bygningssikkerhed i Bangladesh, som den tidligere har undladt at underskrive. Heri forpligter virksomhederne sig blandt andet til økonomisk at støtte de bangladeshiske leverandører for at skabe bedre arbejdsforhold.