Restauratører i oprør mod Royal Unibrew

Flere udskænkningssteder føler sig truet af bryggerikoncernen, som de beskylder for at hæmme konkurrencen med uopsigelige eksklusivaftaler.

Danmarks næststørste bryggerikoncern, Royal Unibrew, er røget i hidsige slagsmål med en række af dens vigtige restaurationskunder.

Kunderne vil fri af deres aftaler om levering af fadøl fra Royal Unibrew, som beskyldes for at drukne konkurrencen med årelange uopsigelige eksklusivaftaler. I disse forpligter kunderne sig til kun at sælge Royal Unibrew-øl mod at få opstillet og serviceret fadølsanlæg, og de kan ikke skifte leverandør, selv om de måtte få bedre tilbud. Berlingske Business har talt med flere Royal Unibrew-kunder, som er blevet mødt med afvisninger, krav om erstatninger på op til flere millioner kroner og trusler om retssager, når de har ytret ønsker om at opsige deres aftaler med koncernen.

Koncernens fremgangsmåde beskrives som de rene gangstermetoder, og de restauratører, Berlingske Tidende har talt med, føler alle, at Royal Unibrew prøver at true dem til at blive som kunder.

»Deres strategi er helt klart at skræmme folk. De hidser sig op og truer med bål og brand, så man får virkelig pistolen for panden, hvis man vil ud af en aftale,« siger en barejer, der som flere Royal Unibrew-kunder ikke ønsker sit navn frem af frygt for, at det kan forværre forholdet til koncernen yderligere.

De aktuelle problemer med Royal Unibrew vækker dårlige minder i restaurationsmiljøet, hvor Carlsberg for få år tilbage blev kritiseret for en lignende fremgangsmåde for at holde på sine fadølskunder.

Dominerende position
På grund af Carlsbergs dominerende position på markedet greb Konkurrencestyrelsen ind og forbød bryggerigiganten at indgå uopsigelige eksklusivaftaler. Royal Unibrew har derimod frit spil til at binde deres kunder med aftaler, der løber i helt op til seks år, og bundet er netop, hvad flere kunder føler sig.

»Vi bliver afskåret fra at handle med vores foretrukne leverandør. Vi har fået tilbudt en bedre ordning end den, vi har med Royal Unibrew, men de vil ikke lade os skifte, så vi er bundet til aftalen med dem,« siger direktør Palle Buhl Jørgensen fra bowlingkæden Bowl’n Fun, der driver 17 bowlingcentre rundt om i Danmark, hvoraf to har aftaler med Royal Unibrew.

Flere af de restauratører, som Berlingske Tidende har talt med, har opgivet at komme ud af aftalerne med Royal Unibrew. Det sker typisk, fordi de ikke kan eller vil betale de kontante erstatninger, som bryggerikoncernen kræver for at ophæve aftalerne. Enkelte overvejer dog at gå rettens vej for at slippe fri af Royal Unibrew.

Udgifter skal dækkes
Hos Royal Unibrew afviser man, at der skulle være utilfredshed blandt koncernens fadølskunder. Man har netop gennemført evalueringer med en stor del af kunderne, og her var der ifølge kommunikationschef Christian Malling fra Royal Unibrew kun tilfredshed at spore. Christian Malling bekræfter, at Royal Unibrews fadølsaftaler per definition er uopsigelige, fordi bryggeriet påtager sig store omkostninger ved at opføre eller overtage fadølsanlæg, som stilles til rådighed for den enkelte kunde.

Disse omkostninger vil bryggerikoncernen have dækket, og derfor er aftalerne typisk uopsigelige i tre-seks år. Vilkårene kan som udgangspunkt ikke forhandles, mens aftalerne løber.

»Genforhandlinger foretages på faste tidspunkter op til aftalernes udløb. Aftalerne er uopsigelige og i øvrigt helt i overensstemmelse med reglerne, og vi kan ikke genkende billedet af, at flere af vore kunder skulle være utilfredse,« konstaterer Christian Malling.