Rema 1000's tre tips til succes

De danske Rema 1000-butikker klarer sig væsentlig bedre end konkurrenterne. Det skyldes ifølge øverste chef Henrik Burkal især tre ting, som koncernen gør helt rigtigt.

Øverste chef for Rema 1000, Henrik Burkal, kunne sammen med moderkoncernen Reitangruppen, fremvise et tilfredsstillende regnskab for 2012 Fold sammen
Læs mere
Rema 1000 vælger at gå frem i stedet for at gå tilbage, som alle discountkædens største konkurrenter har været nødt til, når man ser på driftsresultatet for 2012. Med en fremgang på 19,5 procent i omsætningen, har Rema 1000 formået at rykke ikke bare kædens, men også det norske moderselskab, Reitangruppens, regnskab op.

Øverste chef for Rema 1000 i Danmark, Henrik Burkal, lægger vægt på tre parametre for, hvorfor discountkæden klarer sig bedre end sine konkurrenter i Danmark - det er menneskene, discount plus og en ændring i supermarkedskundernes købevaner.

»Rema 1000 er organiseret som en franchisevirksomhed, hver butik bliver drevet af en selvstændig købmand. Vi definerer franchising som frihed sat i system. Det vil sige, at vi tænker ud fra at decentralisere. Nogle ting giver det mening at samle - indkøb, logistik og markedsføring. Men ting som butiksdrift, skal være lokale,« siger han og tilføjer:

»En Rema-butik i Vejgaard i Aalborg prioriterer ikke de samme varer som i Odense eller Nærum. Der kan være stor forskel på, hvilke varer der sælger bedst. Der fokuserer vi på, hvad de lokale kunder vil have.«

På den måde forsøger virksomheden at holde en nærhed til kunderne. Men for at give dem noget ekstra, nytter det ikke noget kun at have et forskelligt sortiment fra butik til butik. Det skal også være bredt.

»Vi har den vækst, vi har, fordi vores øverste chef, kunden, vælger os som indkøbssted. Vi ønsker at være discounteren med det bredeste sortiment med stort set alt til hverdagen, så kunderne kun behøver at handle ét sted,« siger han.

I Rema 1000 har de nemlig mærket en ændring i kundernes købevaner. Før gjorde mange forbrugere deres hovedindkøb i supermarkederne for så supplerede med discountvarer. I dag oplever Henrik Burkal, at kunderne gør deres hovedindkøb hos ham og supplerer med supermarkederne.

»Rema 1000 er en discountkæde. Det betyder for os, at vi skal sælge gode varer omkostningseffektivt. Prisen er fundamentet, som vi bygger ovenpå,« siger han og tilføjer:

»Under overskriften 'Discount med holdning' ønsker vi at sælge discount med en god smag i munden. Det vil sige, at varen smager godt, er frembragt på en ansvarlig måde og er af god kvalitet. Vi har blandt andet dansk kød, fokus på økologi og allergifrie varer og et-styrkspriser for at undgå madspild. Det er vores discount plus.«

Henrik Burkal kan ikke udvælge et bestemt parameter, der adskiller Rema 1000 fra alle de andre discountkæder, der lyser gult, rødt og blåt op i de danske byer.

»Det er alle tre parametre, der adskiller os. Det er menneskerne, det er, at vi har et discountfundament på plads, som vi kan bygge ovenpå for at differentiere os, og det er vores brede sortiment, så supermarkedskunderne vælger os, hvis de flytter hovedindkøbssted til discount,« siger han.

Om 2013 bliver ligeså god som 2012, er endnu svært at sige. Men den stadige kamp for overlevelse i dagligvarebranchen, sætter sine krav til alle kæderne.

»Det er svært at spå, og det vil jeg heller ikke, men der er en intens konkurrence i dagligvaremarkedet, så vi må være ydmyge over for opgaven og klø på. Vi arbejder med mange forskellige ting, men hvilke lader vi være op til kunderne at opdage for nu,« siger han.