Rema 1000-grundlægger taber bitter familiestrid

Rema 1000-grundlæggeren, norske Odd Reitan, er havnet i en bitter strid med en fjern slægtning, der nu advarer alle om at gøre forretning med discountkæden.

Foto: Claus Bech

Mens den norske Rema 1000-kæde fortsat buldrer frem i Danmark, er dens grundlægger og ikke mindst ledestjernen for de mange Rema 1000-købmænd i Danmark, Odd Reitan, havnet i en bitter familiefejde i Norge.

En fjern slægtning, Bernt Østhus, retter efter en meget klar norsk voldgiftsdom, der endte til hans og familiens fordel, en harsk kritik imod Rema og Reitangruppens forretningsmetoder.

»Reitan-systemet har oprådt helt utilbørligt over for os - og har i processen ydmyget sig selv,« siger advokaten og virksomhedslederen til Dagens Næringsliv.

»Jeg advarer alle imod at gøre forretninger med dem,« siger han til avisen.

Livsværket solgt

Bag de bryske udmeldinger gemmer sig en strid, der opstod i slipstrømmen på salget af Østhus-familiens livsværk Norsk Kylling til Reitan Gruppen i 2012. Det var Bern Østhus' forældre, Gerd og Agnar Østhus, der stod bag salget.

Kort tid efter at Rema havde overtaget Norsk Kylling, tikkede der et sagsanlæg ind hos Østhus-familien med en række beskyldninger fra Rema. Grundlæggende handlede det fra Rema synspunkt om, at værdierne ifølge Rema var pustet op og at Rema dermed havde købt virksomheden for dyrt.

Rema havde fire påstande: At Norsk Kylling skulle have overdrevet størrelsen af varelagrene, manglende udstyr på slagteriet, manglende prøvetagninger samt underbetaling af producenterne.

Men den norske voldgiftret fandt ikke bevis for påstandene, og det har fået Bernt Østhus til i den grad at tage bladet fra munden.

Angriber Rema's værdier

"Det forhold, at Reitan bevidst har valgt at hænge mine forældre ud med meget alvorlige påstande - bare for at forsøge at tiltvinge sig et prisafslag på Norsk Kylling - er meget groft."

Han henviser direkte til, hvordan Rema-ejeren, Reitan Gruppen, skriver om sig selv på sin hjemmeside, hvor der bl.a. står, at kæden vil "være kendt som Skandinaviens mest værdidrevne selskab". og at vores "værdier skal styre, hvad vi gør og definere, hvem vi er."

»De har en type forretningsmoral, som siger, at det vil gå efter alle forretningspartnere, hvis de mener, at der er teoretisk mulighed for at få penge ud af dem, hvis de rejser et krav,« siger han.

Skuffede over dommen

Direktør for kommunikation og public affairs i Rema 1000, Mette Fossum Beyer, har ikke ønsket at svare på kritikken mundtligt, men skriver til avisen:

»Vi er skuffede og overraskede over resultatet. Som bekendt er det ikke muligt at anke en voldgiftsom - derfor må vi bare tage resultatet til efterretning,« skriver hun og fortsætter.

»Efter opkøbet har vi lagt en betydelig indsats og ressourcer i at rydde op, da vi mener, at der var en række lovbrud hos Norsk Kylling og tager derfor stærk afstand fra Bernt Østhus' påstande.«

»Der findes hundredevis af eksempler på virksomheder, der samarbejder godt med Reitangrupen og Rema 1000, så Øshus' advarsel er urimelig,« skriver hun.