Rekordlav oliepris koster borebisser en månedsløn

Den rekordlave oliepris kommer nu til at koste op mod 1.000 borebisser og offshore-medarbejdere, hvad der svarer til en hel månedsløn om året.

Lønnedgangen vil for de indlejede offshore-medarbejdere, som smede, borebisser, stilladsarbejdere, riggere, sygeplejersker og servicearbejdere ligge på mellem 40.000 og 50.000 kroner om året. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Reimar Juul

Det er konsekvensen af, at Mærsk Oil nu har meddelt sine underleverandører, at al 'indlejet mandskab' fra 1. februar kun må have 14 overtimer på én tur offshore.

Det skriver DR Syd.

Det er stik mod en mangeårig kutyme, der hidtil har givet 30 overtimer på en offshoretur.

De mistede overtimer vil ifølge fagforbundene 3F og Dansk Metal komme til koste de enkelte offshore-arbejdere en årlig lønnedgang på 10-15 procent - eller hvad der svarer til en hel månedsløn hvert år.

- Det er simpelthen løndumping. Folk har været vant til, at en 14-dages tur har givet en bestemt løn, som de nu ikke længere kan regne med, siger faglig sekretær i 3F Transport i Esbjerg, Jakob Lykke til DR Syd. .

Lønnedgangen vil for de indlejede offshore-medarbejdere, som smede, borebisser, stilladsarbejdere, riggere, sygeplejersker og servicearbejdere ligge på mellem 40.000 og 50.000 kroner om året.

- De penge har været den økonomiske gulerod, som har fået folk til at være væk fra familie og fastlandet i 14 dage ad gangen. Mange medlemmer ringer ind, og folk er virkelig sure over det her. Og vi frygter, at det vil få mange af gutterne til at droppe arbejdet på Nordsøen, så erfaringen forsvinder fra olieplatformene, siger Jakob Lykke fra 3F Transport.

Offshore-medarbejderne er ikke ansat hos Mærsk Oil, men hos underleverandører som for eksempel Semco og Q-Star, der lejer mandskab ud til blandt andet Mærsks platforme.

Hverken Mærsk Oil eller underleverandørerne ønsker at kommentere sagen.