20 timer over skyerne. Det er, hvad 50 testpassagerer kan forvente, når de søndag sætter sig ind i et fly i New York. Destinationen hedder Sydney, når flyselskabet Qantas Airways tester en ny rekordlang flyrute.
Det skriver finansmediet Bloomberg.
Men en så lang flyvetur er dog nødvendigvis ikke uden omkostninger. Derfor vil flyselskabet holde et skarpt øje med både testpassagerer og flyets piloter.
Testpassagererne skal følge en nøje planlagt tidsplan: De skal spise, sove og drikke på bestemte tidspunkter. Ligesom de skal føre en logbog i ugerne efter. På den måde vil flyselskabet undersøge, hvordan man bedst muligt kan reducere jetlag.
Hjerneovervågning og urinprøver
Piloterne bærer udstyr til hjerneovervågning, ligesom de undervejs skal levere urinprøver, hvor niveauet af det såkaldte søvnhormon melatonin måles.
Flere flyselskaber har de senere år udvidet sortimentet med lange ruter. De seneste år har Qantas indført faste direkte fly fra australske Perth til London. Det samme har Qatar Airways og Singapore Airlines.
Qatar Airways flyver direkte ture fra Auckland i New Zealand til Doha i Qatar på 17 timer og 40 minutter. Mens Singapore Airlines har en direkte flyrute mellem Singapore og New York på over 18 timer.
»Vi ved, at efterspørgslen er der,« siger administrerende diretør hos Qantas Airways Alan Joyce til Bloomberg.