Rekordfald i PC-salget til jul

Den største tilbagegang, som hidtil har kunnet måles, ramte julesalget.

Salget af stationære og bærbare PCer er fortsat på retur verden over. Arkivfoto: Pichu Chuang, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: © Pichi Chuang / Reuters

Salget af PCer faldt i julekvartalet på verdensplan med 10,6 procent - den største tilbagegang, som analysehuset IDC til dato har målt.

Overalt i verden går salget af stationære og bærbare PCer tilbage. Sammenlagt blev der solgt 71,9 millioner styk i oktober-december, og selv om det er en smule flere end i 3. kvartal, er der stadig tale om den største tilbagegang målt hidtil. Rekordfaldet var hidtil i 2013, hvor PC-salget faldt med 9,8 procent.

De PCer, som folk allerede har anskaffet sig derhjemme eller på arbejdspladsen, holder længere end før i tiden, og samtidig bruges flere og flere penge på i stedet at købe især mobiltelefoner og i mindre omfang tavle-PCer. Salget for et år siden lå desuden ekstra højt, fordi konkurrencen blev skærpet med meget billige PCer.

IDC regner med, at PC-salget får et løft senere i år, når virksomheder begynder at udskifte PCer og skifte til Microsofts nyeste styresystem, Windows 10. Også mange privatkunder ventes at opgradere deres computere.

IDC tæller ikke de i stigende grad populære 2-i-1-PCer, hvor skærmen kan tages af tastaturet og fungerer separat som en tavlecomputer, med i sin PC-statistik.

Den kinesiske PC-gigant Lenovo er fortsat verdens største med en markedsandel på 21,4 procent - altså lidt mere end hver femte leverede PC. Det er 11. kvartal i træk, at Lenovo ligger i top. Amerikanske HP holder andenpladsen med 19,9 procents markedsandel, amerikanske Dell er nummer tre med 15,1 procent, taiwanske Asus er rykket op som firer med 7,9 procent og slår på marginalerne Apple, der også har 7,9 procents markedsandel.