Reklamer på vej i lufthavnens security-bakker

Københavns Lufthavn vil sælge reklamepladser i bunden af security-bakkerne, som kører passagernes håndbagage gennem sikkerhedstjek.

Når passagerne i Københavns Lufthavn skal igennem security tjeck, bliver de bedt om at lægge håndbagagen og andre løse genstande i en bakke, inden de kører igennem skanneren. Snart forvandles disse bakker måske til reklamesøjler.

Københavns Lufthavn vil sælge reklamepladser i bunden af bakkerne. Lufthavnen har set på muligheden igennem det seneste år, siger Henrik Busch, underdirektør for det kommercielle område i Københavns Lufthavn.

- Men på grund af den megen forvirring omkring security procedurerne og ændrede regler har vi besluttet, at vi ikke må lade vores kommercielle hjerte løbe af med os, siger han. Derfor vil reklamerne tidligst være på plads til sommer, når de nye sikkerhedsprocedurer implementeres.

I USA har der været reklamer i security-bakkerne i Los Angeles lufthavn gennem det sidste år. Reklamerne vil formentligt brede sig ud til alle USAs lufthavne i år.

/ritzau/