Reklameprisen Arnold stopper

Dansk Reklame Film, der står bag prisoverrækkelsen Arnold, har valgt at afslutte en mere end 20-årig tradition i branche i erkendelse af, at kontaktem til annoncører og mediebureauer ikke har været god nok.

"Vi tror på, at vores fremtidige tiltag skal have større relevans for annoncørerne," siger direktør Jens Aaløse, Dansk Reklame Film, DRF.

Ændringen er et udtryk for, at Dansk Reklame Film gerne vil tiltrække flere annoncører og mediebureauer udover reklamefolk, som Dansk Reklame Film har været gode til at tiltrække.

Sidste år var kun 9 procent af Arnold-deltagerne annoncører. Og det tyder ifølge Jens Aaløse på, at de generelt ikke synes, at prisoverrækkelser er så relevante for dem.

Den manglende relation til annoncørerne har gjort, at DRF ikke har fået del i den vækst, der er på mediemarkedet, forklarer direktøren i Børsen, hvor han peger på, at det blandt andet er flere gå hjem-møder, der skal forbedre relationen til annoncørerne og mediebureauerne.

Arnold startede i 1986 og har som Danmarks eneste rene reklamefilmpris hyldet de annoncører og kreative teams, der har produceret Danmarks bedste reklamefilm.

Dansk Reklame Film og biografreklamen står overfor den største omvæltning i mediets historie, når reklamevisningen i biograferne fra januar 2008 bliver digitaliseret. Herfra bliver det også muligt at købe mere specifikke målgrupper.