Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Advokat Anders Németh kalder det et mærkeligt sammentræf, at OW Bunker kort før konkursen ændrede regnskabsprincip og pludselig bogførte renteindtægter som driftsindtægt. Anders Németh er advokat for den tidligere finansdirektør i OW Bunkes datterselskab i Singapore, Kimmie Goh, og han ser sammentræffet som endnu en indikation på, at OW Bunkers øverste ledelse har kendt til den voldsomme gæld i datterselskabet.
»OW Bunker flyttede store renteindtægter op til indtjening på ordinær drift. Dermed blev fokus svækket på den risiko, der lå i, at hvis man har renteindtægter, så har man også en debitor. Og hvis man har en debitor, så er der en risiko for, at debitor ikke betaler regningen,« siger han.
OW Bunker oplyste om ændringen i tredje kvartalsregnskab 23. oktober og forklarede i en note, at det skete for at samle den kunderelaterede del af indtjeningen ét sted.
Anders Németh mener, at det er centralt at fokusere på OW Bunkers revisor og topledelsens interne kommunikation om beslutningen om at ændre regnskabsprincipper:
»Hvad var revisors rolle i beslutningen? Og hvad tænkte direktionen og bestyrelsen? Man skal ikke være en knivskarp regnskabsanalytiker for at se, at der kan ligge et potentielt problem i ændringen af den tidligere regnskabspraksis,« siger advokaten.
Revisionens rolle
Næste spørgsmål er, om ændringen i regnskabsprincipper har været forelagt revisionen. Det ville være naturligt, lyder det fra regnskabsekspert:
»Det er jo ledelsen, der aflægger regnskabet og ikke revisor. Så hvis perioderegnskabet ikke er revideret, kommer det jo ikke nødvendigvis til udtalelse hos revisor. Men hvis det drejer sig om noget så centralt som skift af regnskabspraksis, som ledelsen ved, revisor alligevel vil tage fat på ved revisionen af årsrapporten, så vil det da være naturligt at tage en snak med revisor, inden det gøres,« lyder det fra Frank Thinggaard, som er professor ved Aarhus Universitet.
Anders Németh er under alle omstændigheder kritisk overfor, at ledelsen ikke har signaleret mere tydeligt om ændringen:
»Når man nøjes med en anonym note, så er der ingen, der lægger mærke til noget som helst. Hvis man læser den note i en travl hverdag, så kan jeg sagtens forestille mig, at den flyver under radaren – eller at den mindre kyndige regnskabslæser opfatter det som en uvæsentlig revisorspidsfindighed,« siger han.