Regeringen overvejer at lovgive om mulig ny Københavns Lufthavn-ejer

En af hovedaktionærerne i Københavns Lufthavne kan være på vej til at sælge ud af sine aktier, og det kan få regeringen til at overveje nye love for at sikre danske interesser i knudelufthavnen.

Foto: David Leth Williams. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Australske Macquarie, der har været aktionær siden 2005, overvejer nemlig at sælge sin store aktiepost i lufthavnsselskabet med base i Kastrup.

Macquarie ejer i dag via sin MEIF3-fond selskabet Copenhagen Airports Denmark (CAD) sammen med en canadisk pensionsfond. CAD sidder på 57,7 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne. Et eventuelt salg af CAD-aktierne vil blive besluttet i løbet af i år, fortalte Macquarie i slutningen af maj.

Det har fået regeringen til at markere sin holdning, da hovedstadslufthavnen er et vigtigt stykke infrastruktur.

- Finansministeriet vil på vegne af regeringen følge det potentielle frasalg tæt. Det er af afgørende betydning, at Københavns Lufthavn fortsat er en moderne og effektiv lufthavn, med tilstrækkelig kapacitet til at sikre tilgængeligheden for den danske økonomi og samfundet fremover, siger finansminister Kristian Jensen (V) i en udtalelse.

- Dette kræver, at lufthavnen er kontrolleret af investorer med et langsigtet syn på værdiskabelse. Den danske regering vil evaluere lovgivningen i lyset af dette og hvis nødvendigt også stramme denne lovgivning, udtaler Kristian Jensen yderligere.

Den danske stat ejer i dag selv 39,2 pct. af aktierne i Københavns Lufthavne, mens de resterende godt 3 pct. i princippet er i fri handel og noteret på fondsbørsen, hvor en KBHL-aktie mandag koster 5870 kr. Det er godt 200 kr. højere end før nyheden om det potentielle aktiesalg - og set over fem år er aktiekursen firedoblet.