Regering opfordrer Eurotunnel til at droppe færgesalg til DFDS

DFDS' køb af to færger af konkurrenten Eurotunnel møder nu modstand fra den franske regering, der opfordrer selskabet til at genoverveje salget til det danske selskab.

Foto: PHILIPPE HUGUEN. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Bloomberg News.

- Regeringen beder Eurotunnel om at kigge på sin plan og arbejde for en bedre løsning fra et beskæftigelsesmæssigt synspunkt, siger statssekretæren med ansvar for transport i en mail ifølge Bloomberg News.

Meldingen kom sent tirsdag aften, hvor der igennem hele dagen havde været massive protester fra færgearbejdere ved den franske by Calais. De protesterede ved at blokere veje og brænde dæk af. Blokaden sker som en protest mod Eurotunnels salg til DFDS, da de frygter at miste deres job oven på købet.

DFDS og Eurotunnel offentliggjort mandag detaljerne i en aftale, der betyder, at det danske rederi i første omgang lejer de to færger i en periode, hvorefter Eurotunnel på et senere tidspunkt vil sælge færgerne til DFDS.

Det danske rederi har erkendt, at det ikke kan sikre arbejde til alle færgearbejderne, men har samtidig sagt, at det vil forsøge at afbøde konsekvenserne for de ansatte i selskabet SCOP, der har drevet færgerne for Eurotunnel.

Det sagde topchef Niels Smedegaard mandag til Ritzau Finans, hvilket altså var inden den franske regerings melding og de massive protester i den franske havneby.

- Vi vil kigge på, om vi har behov for medarbejdere, for vi vil selvfølgelig gerne hjælpe til med at minimere de beskæftigelsesmæssige konsekvenser, hvis administratorerne i SCOP kan sikre os, at vi ikke bliver ramt af virksomhedsoverdragelser, så vi bliver forpligtet til at tage alle medarbejdere.

- Der skal en kapacitetsreduktion til på kanalen, og derfor har det en konsekvens for en række af SCOP-medarbejdere. Men det er for tidligt at sige, hvordan det ender, sagde han.