Rebien: Hold fast i båndet til euroen

Novo Nordisk topchef Lars Rebien Sørensen, der også er medlem af Nationalbankens repræsentantskab, stiller sig nu op i rækken af danske erhvervsledere, det støtter Danmarks kamp for at fastholde fastkurspolitikken.

Foto: Søren Bidstrup. Lars Rebien
Læs mere
Fold sammen

Novo Nordisks årsregnskab 2014 og ikke mindst selskabets forventninger til 2015 viser med al ønskelig tydelighed, hvorfor toppen af dansk erhvervsliv i disse dage holder vejret, og håber, at Danmark ikke bliver tvunget til at følge i Schweiz' fodspor og opgive fastkurspolitikken.

På et webcastet pressemøde fredag morgen spurgte flere journalister, blandt andet fra det internationale nyhedsbureau Bloomberg til betydningen af den svage euro i forhold til den stærke dollar.

Det fik Novo Nordisk topchef Lars Rebien Sørensen til at tage ordet og udtrykke sin støtte til den danske Nationalbanks kamp for at fastholde den danske krones tilknytning til Euroen trods angreb fra internationale spekulanter.
Set i helikopterperspektiv er det vigtigt, at danske virksomheder har de samme betingelser som de tyske virksomheder.

”Derfor støtter vi, at vi holder os til samme betingelser som tyskerne. Og vi ser det som en succes, at vi har været i stand til at holde kronen fast i forhold til euroen,” sagde Lars Rebien Sørensen, der også sidder i Nationalbankens repræsentantskab.

Samtidig roste han den europæiske centralbanks støttepakke, som blev meldt ud i sidste uge.

”Det er godt med stimuli af økonomien i Europa,” sagde Lars Rebien Sørensen.

Ifølge Lars Rebien Sørensen vil den økonomiske hjælpepakke vil sænke euroens værdi over for dollaren, og dermed vil danske virksomheders konkurrenceevne blive styrket. Samtidig er det en fordel for Novo Nordisk at dollaren er stærk i forhold til euroen, da selskabet i dag henter 61 pct. af sin vækst og mere end halvdelen af sin omsætning samt en stor del af sin indtjening i USA.

Det betyder, at Novo Nordisk skovler penge ind, selvom væksten i lokal valuta ikke nødvendigvis er voldsom høj.

Hvor stor fordelen er, fremgår tydeligt af Novo Nordisk opjusterede forventninger til salgsvækst og driftsindtjening for 2015. Selskabet forventer, at salget vil vokse seks til ni pct. i lokal valuta, men 18 til 21 pct. i danske kroner. Det skyldes primært den stærke dollar.

Samtidig forventer selskabet en vækst i resultatet af primær drift (EBIT) på ti pct. i lokalvaluta, men 29 pct. i danske kroner. Så sent som i oktober i år forventede Novo Nordisk blot en positiv valutakurseffekt på tre pct. på salgsvæksten og fem pct. på driftsindtjeningen.

Samtidig er det ikke underligt, hvis Novo Nordisks topchef gerne ser, at der snart kommer ro på valutamarkederne. Selskabet må på grund af de seneste måneders udvikling tage et tab på hele fem milliarder kr. primært på valutaafdækningskontrakter.

Blandt andet derfor kommer den forventede kraftige vækst i driftsindtjeningen i 2015 ikke til at slå så kraftigt igennem på væksten i nettooverskuddet. Men på længere sigt forventer Novo Nordisks CFO, Jesper Brandgaard valutamedvinden også vil have en ”væsentlig positiv indflydelse på indtjeningen,” fremgik det af det webcastede pressemøde.