Realm vil styre verdens mobile databaser

To danskere står bag teknologivirksomheden Realm, der laver databaser til smartphones og findes på flere end 100 millioner enheder verden over. Med et nyt amerikansk rygstød skal de nå ud til milliarder.

Realms danske stiftere: Til venstre driftschef Bjarne Christiansen og til højre administrerende direktør Alexander Stigsen. Foto: Anders Buch-Larsen Fold sammen
Læs mere

Du kender dem måske ikke af navn, men sandsynligheden for, at du har haft et Realmprodukt i hænderne, er stor.

Den danskbaserede virksomhed med hovedsæde i San Francisco står nemlig bag en database udviklet direkte til smartphones – eller rettere til de apps, mange mobilbrugere tomler rundt på hver dag.

Da databasen derfor bogstaveligt talt ligger lige ved hånden i stedet for på en ekstern server, betyder det mere privat data, offline adgang, samt hurtigere og mere gnidningsløse apps. Med andre ord farvel til gener som langsommelige indlæsninger af landkort og loading-skærme i spil.

Samtidig gør databasens størrelse på blot en megabyte det let for programmører at bruge den til udvikling, og da den tilmed er gratis, har det tilsyneladende været svært at takke nej. I hvert fald findes databasen i dag på mere end 100 millioner håndholdte en­heder verden over.

For de to danske stiftere er det store publikum med egne ord »en vild tanke«. Det fortæller de i Realms californiske kontor, der ligger i en række ombyggede systuer nær stadion for byens orange baseballstolthed, San Francisco Giants.

Lyset fra de store ruder skinner i med­stifter og administrerende direktør Alexander Stigsens øjne. Han forklarer ivrigt, at Oracle, som ejer det populære open source-program MySQL, måske højst kører på 50.000 maskiner i hele verden. Selv om det er en af verdens største database-­virksomheder.

»Sammenligningen er nu ikke helt fair, fordi det er back-end (ekstern, red.) data­baser, som mest kører på store servere. Men det siger noget om, hvor hurtigt området for data på mobiler vokser, og hvor mange der bruger det,« siger Alexander Stigsen.

Han bakkes op af sin barndomsven, medstifter og driftschef i Realm, Bjarne Christian­sen:

»Da vi fik ideen og startede firmet i 2011, snakkede alle om web, cloud computing og big data. Vores teknologi var god, men meget få troede på, at det var en god idé at udvikle en lille database til mobilen. Det var der ikke marked for, mente de. Men i dag bruger alle jo deres mobil som en computer,« siger han.

Det samme har andre fået øjnene op for, og Realms database bruges i dag blandt både store og små virksomheder. Kunderne tæller blandt andet Groupon, Buzzfeed og OP Bank, Finlands største spare­kasse.

Med den gratis model kan programmører på alle niveauer hente produktet, og Realm tjener så penge, når nogle senere beder om support eller hjælp til at udvikle specifikke funktioner.

»Vores fokus i dagligdagen er at få bredt det ud til så mange udviklere som muligt. Når de først opdager, at de kan udvikle bedre apps langt hurtigere end før, vender de tilbage,« siger Bjarne Christiansen og slår hænderne ud.

Alexander Stigsen forklarer, at modellen siden virksomhedens start har skabt en kontinuer­lig vækst.

Og det er ikke gået ubemærket hen hos investorerne. For nylig polstrede de Realm med 20 mio. amerikanske dollar – omtrent 137,5 mio. danske kr.

Sammen med pengene er blandt andet David Helgason, som står bag den succesrige danske IT-virksomhed Unity, kommet om bord i bestyrelsen, men hovedparten af Realm ejes stadig af de to stiftere, som oprindeligt er barndomsvenner og senere var ansat sammen hos Nokia.

Hos den finske mobilfabrikant arbejdede de to også dengang med databaser, omend til den type telefoner, der højst havde SMS og spillet »Snake« som adspredelse. Men det var allerede her, ideen blev skabt, før den flere år senere blev ført ud i livet.

Det skete gennem deltagelse i den amerikanske inkubator Y Combinator. Her tog de to venner chancen med en prototype i form af nogle grafer på papir – og kom ind. Det gav adgang til et stort amerikansk netværk af mentorer og investorer, og allerede få måneder senere havde de rejst penge til at etablere Realms udviklingskontor i København, som i dag tæller ti ansatte.

Da det blev muligt at få amerikansk visum, flyttede de to danskere imidlertid tilbage til San Francisco, hvor virksomheden altså i dag har hovedkontor tæt på størsteparten af de tidens toneangivende udviklere inden for mobilapps.

I dag har Realm 22 ansatte på globalt plan. Primært i Danmark og USA, men også Australien, Japan, Korea og Tyskland, og med den nye kapital forventer virksomheden at fordoble arbejdsstyrken og udvide sine markeder yderligere.

For selv om 100 millioner enheder er mange, er der stadig langt til firmaets føren­de konkurrent, SQLite, der tæller milliarder af enheder. Men stifterne bag Realm er optimistiske.

»SQLite er en passiv konkurrent. Det er en gammel, gratis mobildatabase, som ikke har været rigtigt opdateret i ti år, men som bruges, fordi det længe har været det bedste alternativ,« siger Alexander Stigsen:

»Vi har respekt for størrelsen, og at det er så veltestet, men SQLite er ikke moderne og fungerer ikke, som udviklerne vil have i dag. Det er det, vi vil give dem, og milliarderne af enheder viser, hvor stort vores potentielle marked er. Målet er helt klart at bide nummer et i haserne.«