En godt polstret pengekasse gør, at den fondslignende forening Realdania, der skyder penge i små og store byggeprojekter landet over for at højne livskvaliteten, ikke kommer til at skrue ned for uddelingerne trods det første underskud i otte år.
»2018 er første gang i otte år, at vi har underskud. Det er på 614 mio. kroner, og selv om det er superærgerligt, skal der ikke skrues ned. Vores strategi er at være en langsigtet investor, som beskytter den egenkapital, vi har, således at der også er penge til de næste generationer. Og så sigter vi efter et risikojusteret afkast, der er så højt som muligt, så vi kan levere flest mulige penge til det filantropiske arbejde,« siger Jesper Nygård, adm. direktør for Realdania siden 2013, til Berlingske.