Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Da auktionshuset Lauritz.com i sommer fejrede sin nyvundne status som børsnoteret selskab, kunne de nye aktionærer se frem til, at selskabet med et snuptag kunne få minimum 51 millioner kroner i pengekassen.
Auktionshuset indgik nemlig få uger før børsintroduktionen en aftale med det velrenommerede ejendomsselskab Norden, der havde takket ja til at købe en ældre lagerhal på Rovsingsgade i København af Lauritz.com.
Ejendommen har levet en afsondret tilværelse i et nedslidt hjørne af Købehavn og blev i 2007 kortvarigt besat af BZere. Den forladte lagerhal blev op gennem 00erne anvendt til alt fra hemmelige piratfester til skydning med hardball-kugler, men nu var planen så, at den gamle ejendom skulle forvandles til et topmoderne hovedkvarter med tilhørende auktionshal. Aftalen var, at Ejendomsselskabet Norden købte ejendommen, mod at Lauritz.com betalte for en total ombygning af den nedslidte lagerhal. Så simpelt var det ikke.
I købsaftalen mellem Ejendomsselskabet Norden og Lauritz.com fra foråret fandtes der en kattelem, som betød, at ejendomsselskabet frem til september kvit og frit kunne rive kontrakten vedrørende lagerbygningen i stykker og afbryde samarbejdet med Lauritz.com.
Og efter en tumultarisk børsintroduktion og et skuffende halvårsregnskab i august vælger Ejendomsselskabet Norden netop at fortryde købet. Det betyder, at Lauritz.com på ny hænger på problembarnet i Rovsingsgade og dermed heller ikke får de mere end 50 millioner kroner i kassen i 2017, hvilket selskabet havde lovet aktionærerne. Det fremgik ikke af Lauritz.coms børsprospekt, at Ejendomsselskabet Norden med et snuptag kunne komme ud af aftalen.
Det endelige dødsstød til samarbejdet mellem Lauritz.com og Ejendomsselskabet Norden indtræffer ifølge Berlingske Business’ oplysninger, da ejendomsselskabet efter grundige undersøgelser kommer frem til, at det vil koste helt op mod 100 millioner kroner at omdanne den gamle Lauritz-bygning til et moderne domicil. Og det er simpelthen uden for Lauritz.coms liga at kapere en omkostning på det niveau, lød analysen ifølge Berlingskes oplysninger.
»Central rolle i Lauritz.coms økonomi«
I Ejendomsselskabet Norden ønsker administrerende direktør Peter Andreassen ikke at kommentere indholdet af den forliste aftale eller de beregninger, der ligger til grund for, at selskabet til syvende og sidst valgte at droppe købet af Lauritz.coms lagerbygning.
»Vi har haft et fint og professionelt forløb sammen med Lauritz.com. Det er korrekt, at vi har besluttet os for ikke at gå videre med projektet. Vi har ikke haft omkostninger ved at træde ud af aftalen,« siger Peter Andreassen til Berlingske Business.
Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring på Aalborg Universitet, finder forholdene omkring lagerejendommen opsigtsvækkende, fordi de med al tydelighed understreger, at den udgør en klods om benet på Lauritz.coms økonomi.
»Det er tydeligt, at den ejendom spiller en central rolle i Lauritz.coms økonomi. Man kan faktisk godt sige, at børsnoteringen til en vis grad handlede om at få trådene redt ud omkring den, og det er ikke særlig godt set med aktionærøjne,« siger Per Nikolaj Bukh.
Lauritz.com-ejer Bengt Sundstrøm købte i sin tid bygningen for 57 millioner kroner via sit private selskab og solgte sidste forår ejendommen ind i Lauritz.com, der købte lagerbygningen på Rovsingsgade for omkring 50 millioner kroner.
Ejendommen på Rovsingsgade beskrives af flere kilder som en »tom skal«, der trænger til en overhaling af de helt store. Alt i bygningen skal skiftes ud indvendigt og udvendigt. Derudover er den jord, som ejendommen ligger på, stærkt forurenet, fremgår det af et kortlægningsdokument fra Københavns Kommune, som Berlingske Business er i besiddelse af.
Den 6.568 kvadratmeter store grund er således stemplet som værende på vidensniveau 2. Det betyder kort fortalt, at der findes konkret viden om, at der på arealet »er en jord- og eller grundvandsforurening, der kan have skadelig virkning på mennesker og miljø«. Det fremgår blandet andet, at en del af arealet er forgiftet af bly.
Auktionshuset har hårdt brug for at komme af med bygningen, idet selskabet har behov for at få penge i kassen efter den turbulente børsnotering i sommer, hvor det omdiskuterede auktionshus røg på børsen til en noget lavere pris, end de oprindelige børsplaner lagde op til.
Kort efter bruddet med Ejendomsselskabet Norden oplyste Lauritz.com i en skriftlig redegørelse, at der var en »pæn« interesse for ejendommen. Fire mulige købere havde henvendt sig vedrørende ejendommen, lød det.
Mægler: I omegnen af 40 mio. kr. værd
Ifølge en af landets mest fremtrædende erhvervsmæglere, Peter Lassen fra Colliers International, kan det dog blive svært at finde købere til ejendommen, der ifølge Peter Lassen har en mindre attraktiv placering. Uden renovering vurderer han, at selskabet vil kunne få i omegnen af 40 millioner kroner for bygningen. Han understreger, at han ikke har et særligt kendskab til bygningen.
»Den ligger i et område for virksomheder med særlige pladsbehov, det vil sige bilforhandlere og virksomheder, der fylder meget,« siger Peter Lassen, der fastsætter kvadratmeterprisen på 6.000 til 7.000 kroner.
Berlingske har forsøgt at få et telefonisk interview med Lauritz.coms ejer og bestyrelsesformand, Bengt Sundstrøm, samt direktør Mette Rode. Hos Lauritz.com bliver den anmodning dog afvist med begrundelsen:
At Berlingske kører en kritisk kampagne, der i en serie artikler unødigt mistænkeliggør Lauritz.com.
I stedet svarer selskabets finansdirektør, Claus Boysen, på en række skriftlige spørgsmål, som Berlingske har sendt via e-mail.
Claus Boysen skriver, at det fortsat er selskabets plan at finde en køber til ejendommen på Rovsingsgade. Han tilføjer, at der fortsat er interesse for bygningen. Hvor stort et beløb, Lauritz.com skal bruge på at få bygningen på fode, ønsker Claus Boysen ikke at svare på.
»Vi mener, at omkostningerne til renovering af vores ejendom er et internt anliggende, som vi derfor ikke ønsker at oplyse,« skriver Claus Boysen til Berlingske Business.
Lauritz.com har siden børsnoteringen i juni mistet omkring 40 procent af sin markedsværdi.