Rambøll sætter fuld damp på digitaliseringen efter rekordoverskud

Rambøll fik historisk højt overskud på næsten 620 mio. kr. i 2017. Det får Danmarks største rådgivende ingeniørfirma sætte turbo på investereringer i digitalisering og innovation.

Foto: PR.
Læs mere
Fold sammen

Selv om Rambøll Gruppen slår rekord med et driftsoverskud, EBITA, på 619 mio. kroner i 2017 og dermed havde en vækst på næsten tre procent, hviler Danmarks største ingeniør- og rådgivningsvirksomhed ikke på laurbærrene.

Med det højeste driftsoverskud i virksomhedens historie sætter Rambøll nu fokus på at få yderligere vækst og investerer i innovation og digitalisering, som er hovedprioriteter i koncernens 2020-strategi.

»Vi ønsker at være i front af den digitale udvikling og skabe værdi for vores kunder gennem fremsynet innovation. Digitalisering og innovation skal integreres fuldt ud i den daglige drift af virksomheden ved både at ændre den måde, vi arbejder på, og den rådgivning vi yder til vores kunder. Vi sætter damp under digital innovation i virksomheden og har hentet en ny Group Chief Innovation Officer til koncernledelsen til at drive forandringen,« siger koncernchef Jens-Peter Saul.

Rambøll havde i 2017 en organisk vækst på 2,8 procent. Ved årets slutning var der en ordrebog på 5,6 mia. kroner. Det er 800 mio. kroner eller 17 procent mere end ved udgangen af 2016.

»2017 blev endnu et succesfuldt år for Rambøll. Alle forretningsenheder leverede et overskud og de fleste forbedrede deres operationelle performance i forhold til sidste år. Vi har især set gode resultater i USA og i Norden, hvor Finland og Sverige leverede de bedste resultater nogensinde,«, siger Jens-Peter Saul.

Væksten skal bl.a. drives af en række serviceydelser over for kunderne inden for højhusbyggeri, store broer og tunneler og smart mobilitet.

Rambølls vandt en række store projekter i 2017. I Danmark er Rambøll valgt af Bestseller som ingeniørrådgiver på et 300 meter højhus i Brande, der bliver Vesteuropas højeste bygning.

Bestsellers nye superhovedsæde kommer til at rumme detailbutikker for virksomhedens forskellige tøjbrands, kontorer og et højhushotel med tilhørende konferencebygning. Visionen for projektet er at skabe et udstillingsvindue for Bestsellers produkter over for kunder og samarbejdspartnere og samtidig etablere et attraktivt uddannelsesmiljø for medarbejdere.

I Norge skal Rambøll som en del af et konsorium være med til at udforme landets nye regeringskvarter i Oslo. Og i Finland har selskabet vundet en stor kontrakt på design af en 25 km lange letbane mellem Helsinki og Espoo, som ventes at transportere mere end 100.000 passagerer dagligt inden 2040.

Og i Abu Dhabi er Rambøll blevet totalrådgiver på opførelsen af bolig og erhvervsbyggeri i et nyt byområde på 18 hektar med 250.000 kvadratmeter byggeri med hoteller, boliger, kontorlokaler og detailhandel.