Rambøll henter finansdirektør fra Maersk Drilling

Ingeniørkoncernen Rambøll har hyret en ny finansdirektør, og valget er faldet på Marianne Sørensen, der kommer fra en tilsvarende stilling hos Maersk Drilling.

Foto: Linda Kastrup. Marianne Sørensen er udnævnt som ny CFO i Rambøll Gruppen - hun kommer fra en tilsvarende stilling hos Mærsk.
Læs mere
Fold sammen

Det skriver Rambøll i en pressemeddelelse.

Marianne Sørensen har været finansdirektør i A.P. Møller-Mærsk-divisionen siden 2008, og hun startede med at arbejde for konglomeratet i 1990.

Hun tiltræder stillingen hos Rambøll den 1. januar 2018, hvor hun overtager for finansdirektør Michael Rosenvold, som i efteråret skiftede til softwarevirksomheden Simcorp.

- Det er en fornøjelse at byde Marianne Sørensen velkommen som ny CFO og medlem af koncernledelsen i Rambøll. Som tidligere CFO hos Maersk Drilling kommer Marianne med den rette kombination af stærke finansielle kompetencer, omfattende ledelseserfaring og international erfaring.

- Jeg er overbevidst om, at Mariannes erfaring og performance-fokus vil blive et vigtigt aktiv for Rambølls fortsatte vækst og udvikling, siger Rambølls koncernchef, Jens-Peter Saul, i pressemeddelelsen.

/ritzau/FINANS