Rambøll erkender slaveri hos partnere

Rambøll kræver, at samarbejdspartnere i Dubai respekterer menneskerettighederne. Men firmaet bliver i regionen trods dårlig behandling af ansatte.

Rambøll erkender nu, at partnere i Dubai har krænket menneskerettighederne ved at udsætte udenlandske arbejdere for slavelignende forhold. Fold sammen
Læs mere
Foto: KARIM SAHIB
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den danske ingeniørvirksomhed Rambøll erkender nu, at to samarbejdspartnere i Dubai har knægtet menneskerettighederne.

Rambøll vil sikre sig, at en lignende situation ikke opstår igen, men firmaet trækker sig ikke fra fremtidige byggeprojekter i Dubai.

Læs også: Rambøll anklages for at medvirke til slaveri

Det slår koncernchef Flemming Bligaard Pedersen fast over for Jyllands-Posten.

- Vi tager nu de nødvendige kontakter, så vi er helt sikre på, at vi ikke igen kommer i en situation som denne. Vi vil gøre, hvad vi kan for at påvirke, for vi ønsker, at medarbejderne ikke bliver behandlet på den måde, siger Flemming Bligaard Pedersen til Jyllands-Posten.

Udenlandske slaver

Sagen rullede i går, da det på baggrund af en undersøgelse foretaget af organisationen Dan Watch kom frem, at Rambøll er eller har været involveret i otte byggeprojekter i Dubai, hvor to samarbejdspartnere krænker menneskerettighederne og FN’s principper for social ansvarlighed ved at udsætte udenlandske arbejdere for slavelignende forhold.

Den danske ingeniørvirksomhed har selv skrevet under på FN’s principper og dermed forpligtet sig til at sørge for, at virksomhedens samarbejdspartnere opfører sig ordentligt.

Koncernchefens indrømmelser kommer efter, at Rambøll har gennemgået materialet fra Dan Watch og konstateret, at der er hold i anklagerne mod samarbejdspartnerne.

Forkert at trække sig ud

Efter afsløringerne lover koncernchef Flemming Bligaard Pedersen, at Rambøll vil stramme op på sine kontrakter i fremtiden. Men han mener ikke, at det er den rigtige løsning at trække sig ud af Dubai på grund af de slavelignende forhold.

- Vi kunne holde op med at drive forretning der, men der foregår også korruption i Danmark, selvom om det er et af de steder, hvor problemet er mindst. Skal man så også holde op med at købe sko produceret i Kina? Og læder fra Indien? Det er en nuanceret problemstilling, og jeg tror, at vi må håndtere problemerne, der hvor vi møder dem, siger Flemming Bligaard Pedersen til Jyllands-Posten.