Ralph Lauren fyrer og lukker på prestigefyldt adresse

Det amerikanske mærke Ralph Lauren har længe kæmpet med dårlige tal. Konsekvensen bliver nu, at butikken på Fifth Avenue drejer nøglen om. Samtidig varsles der om fyringer.

Foto: BRENDAN MCDERMID.
Læs mere
Fold sammen

Som konsekvens af dalende salg vil Ralph Lauren Coorporation lukke sin store butik på Fifth Avenue i New York.

Det skriver Bloomberg.

Desuden er planen, at en del andre butikker og kontorer lukker, mens organisationen skal ’strømlines’. Det indebærer også fyringer, men Ralph Lauren vil ikke kommentere på antallet af stillinger, der skal skæres.

Butikken, der lukker 15. april, har en meget dyr leje, hvilket gør det svært at skabe et overskud. Ud over Ralph Lauren på Fith Avenue er der syv andre butikker fordelt rundt om i New York.

Meldingen kommer kort efter, at mærkets svenske topchef Stefan Larsson forlod posten efter uenigheder med grundlægger Ralph Lauren. Han var ellers manden i spidsen for en stor omvendingsmanøvre for det skrantende brand, men forlod polomærket efter to år.

De planlagte omlægninger og butikslukninger forventes at kunne ses på bundlinjen: I alt skal der spares 140 millioner dollar, hvilket svarer til lige under en milliard kroner.