Racismefrygt får Disney til at skrotte populær forlystelse

En populær forlystelse i Disney World i Florida er ikke passende i nutidens verden, mener Disney-topchef. Derfor bliver den nu lukket.

Forlystelsen er ikke passende i nutidens verden, mener Disneys direktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Charles Sykes
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Søndag markerede den sidste tur i Splash Mountain-vandrutsjebanen i Disney World i Florida.

Disney har nemlig valgt at lukke forlystelsen permanent, skriver The Wall Street Journal.

Allerede i 2020 annoncerede selskabet, i kølvandet på en række Black Lives Matter-protester, at det planlagde et redesign af den kontroversielle forlystelse, og nu bliver ord altså gjort til handling, lyder budskabet fra Disney administrerende direktør, Robert Iger, som ikke mener, at forlystelsen er »passende i nutidens verden«.

Splash Mountain-forlystelsen byder nemlig på musik og karakterer fra den kontroversielle film fra 1946, »Song of the South«.

Filmen foregår mellem 1860erne og 1870erne og følger en ung dreng på en plantage i den amerikanske delstat Georgia.

Den er blevet kritiseret for at bruge racistiske stereotyper og at glorificere livet i en plantage.

Vandrutsjebanen vil dog ikke være væk for evigt og bliver næste år erstattet af Tiana's Bayou Adventure, som forlystelsen, under nyt navn og tema, fremover kommer til at hedde.

Disney har også planlagt at lukke samme forlystelse i Disneyland, i Anaheim i Californien, senere på året, hvor Splash Mountain også er placeret.

Disney har dog endnu ikke meldt ud, om forlystelsen også kommer til at ændre sig i deres forlystelsespark i Japan, Tokyo Disney Resort.

Et fænomen i tiden

Det er langtfra første gang, at en stor virksomhed justerer måden, de gør tingene på.

For bare et år siden var også M&M's i vælten for at have justeret de velkendte M&M's-figurer med arme, ben og begrænsede ansigtstræk.

»M&M's er ikke tilfredse, før hver eneste tegneseriefigur er dybt utiltalende og totalt androgyn,« sagde Fox News-værten Tucker Carlson på sit show ifølge The New York Times.

M&M's har for nylig også gjort noget ud af at digte baggrundshistorier og karakteristikker til hver karakter. Det skete med et umiddelbart ønske om at være mere inkluderende over for flere typer mennesker, og for nylig opdaterede firmaet igen slikkarakterernes udseende og introducerede en ny lilla variant, der netop skulle repræsentere accept og være inkluderende.

Det fik Tucker Carlson til at tage sagen om de »woke M&M's« op igen.

»Den grønne M&M har fået sine støvler tilbage, men er tilsyneladende nu lesbisk, måske, og der er også en plusstørrelse, overvægtig lilla M&M,« sagde han.

Sagen har fået M&M'S til at stoppe brugen af de såkaldte spokescandies – virksomhedens talspersoner i form af små chokoladefigurer – i deres markedsføring.

»Selv sliksko kan være polariserende,« skriver virksomheden på Twitter.