Rådvilde vogmænd tørster efter IT-løsninger

De danske vognmænd kan sagtens se fordelene ved at udnytte IT-systemer og big data. Men godt seks ud af ti aner ikke, hvordan de skal gribe det an.

Flere end seks ud af ti vognmænd kan se fordelen ved IT-løsninger. Men hver anden har svært ved at overskue, hvordan de kommer i gang med det.
Læs mere
Fold sammen

Det går langsomt bedre for de danske vogmænd, der trods lave transportpriser forbedrer resultaterne år for år.

Men kampen om at genvinde det tabte under krisen ville gå lettere, hvis vognmændene brugte flere IT-løsninger i forretnignen, medgiver flere end seks ud af ti vognmænd i en undersøgelse. Problemet er bare, vognmændene ikke kan overskue markedet for IT-løsningerne.

Det viser den seneste konjunkturmåling foretaget af brancheforeningen DTL - Danske Vognmænd.

64 procent af virksomhederne i undersøgelsen vurderer, at IT-løsninger kan hjælpe til at effektivisere administrationen, 57 procent mener, at det vil kunne forbedre kundeservice og 31 procent mener, at det kan effektivisere transporten og lede til nye services.

Men undersøgelsen viser også at flere end seks ud af ti vognmænd enten ikke kan overskue markedet for IT-løsningerne. Manglende tid og overblik er de største forhindringer for investeringer i IT, mens finansiering ligger på en sidsteplads.

»Langt de fleste bruger systemer til økonomistyring og bogføring, men efterhånden er der så mange andre løsninger, at alle kan være med. Det er klart, at de helt små vognmænd ikke har brug for systemer til at følge lastbilernes placering og performance, men for dem, der er lidt større kan det gøre en stor forskel,« siger brancheforeningens formand Michael Danielsen.

Han har praktisk erfaring fra sin egen virksomhed, hvor IT-løsninger og big data bruges til at følge lastbilernes placering, brændstofforbrug og chaufførernes kørestil.

»Der er masser af data i lastbilerne, det handler nu om at få dem ud af bilen og oversat til noget, vi kan bruge som vognmænd. Løsningerne er der, og de bliver hele tiden bedre. Det næste, vi venter på, er en løbende overvågning af centrale komponenter i lastbilene, så vi kan få en melding om, hvornår de skal skiftes,« forklarer han.